Frederikshavn Seahawks sejrede på hjemmevand

Frederikshavn fortsætter stimen af sejre i Sejlsportsligaen

27. maj 2018 kl. 15.55
Opdateret kl. 16.31

FREDERIKSHAVN: - Det går da vist meget godt, lyder det fra de fire rutinerede sejlere, da de kommer i land til pause efter endnu en sejr i heat 24 ved sejlsportsligaens stævne i Frederikshavn Marina.

- Men der kan ske meget endnu. Vores styrke er, at vi har sejlet så meget sammen, så vi ved, hvor vi har hinanden, fastslår rormand, Kris Houmann.

Sejlsportsligaen er flyttet nordpå til første af fire stævner om årets mesterskab. Frederikshavn Seahawks er forsvarende mestre to år i træk, så forventningerne til det første stævne på hjemmebane er høje.

Søndag middag har Frederikshavn da også lagt sig i spidsen foran KDY (Kongelig Dansk Yachtklub).

- Kdy har opgraderet deres mandskab med tidligere Ol-deltagere, lyder det lidt bekymret fra formand for Frederikshavn Sejlklub, Helmuth Melsen.

Han lægger ikke skjul på , at det vil være fantastisk at vinde på hjemmebane over de 17 konkurrenter og fortsætte sejrsstimen fra sidste år.

- De fire drenge er jo kommet i klubben, siden de sejlede optimistjoller, siger Helmuth Melsen.

Sejlsportsligaen har kun eksisteret i fem år, og er et nyt koncept, hvor de individuelle konkurrencer nu er suppleret med konkurrence mellem klubberne. Der sejles i den amerikanske bådtype J-70, og der veksles mellem de faste både, så der kan ikke vindes på udstyr.

- I starten var mange skeptiske, men holdkonkurrencen har pustet nyt liv og givet holdånd til mange klubber, blandt andet Frederikshavn Sejlklub, siger projektleder i sejlsportsligaen, Peter Wolsing.

Spænding mod slutningen

Der bliver skabt lidt spænding i de sidste heat i konkurrencen. KDY haler med en førsteplads og en tredjeplads til Frederikshavn ind på Seahawks, men i Frederikshavnernes sidste heat sætter de tingene på plads med en suveræn sejr og dermed den samlede sejr.

- Det er helt fantastisk! Vi er næsten mundlamme. De sejler ikke så meget i Frederikshavn mere, og så gør de det alligevel. De andre klubber synes ikke vi er så gæstfrie, griner Helmuth Melsen.

Næst stævne i Sejlsportsligaen bliver i Kerteminde.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste