Billede beskrivelse

Frederikshavn med i hundekampagne

07. juli 2017 kl. 06.00

En ny sommerkampagne fra Friluftsrådet skal minde hundeejerne om, at de skal holde hunden i snor, når de tager ud og nyder sommeren i naturen. Frederikshavn Kommune er med i kampagnen.

I Danmark er der en lov, der siger, at hunde skal holdes i snor i naturen. Alligevel er der hunde, der løber frit omkring. Løse hunde kan være et problem for både naturens dyr og for andre naturgæster. Derfor skal kampagnen ’Flink af natur’ minde hundeejerne om at holde hunden i snor i naturen - med et glimt og venligt vuf.

- Vi ved, at hunden opfattes som et familiemedlem, som man gerne vil lade udfolde sig og løbe frit omkring. Men vi ved altså også, at mange mennesker føler sig utrygge, når der kommer en fremmed løs hund og vil hilse på, og det påvirker deres oplevelse af at være i naturen, siger Jan Ejlsted, direktør i Friluftsrådet.

I Frederikshavn Kommunes skove møder man også løse hunde. Her vil du i kampagneperioden møde særlige skilte, der opfordrer folk til have ​deres hund i snor. Naturmedarbejder Hanne Lauritsen fra Park & Vej er ikke glad for løse hunde på stranden eller i skovene.

- En løs hund kan skræmme naturens vilde dyr - særligt dem, der har unger i øjeblikket. De kan desuden gøre skov- eller strandturen til en utryg oplevelse for andre mennesker, forklarer Hanne Lauritsen.

Mange hundeejere vil gerne lade hunden gå på opdagelse i naturen, og det er der også plads til i Frederikshavn kommune. Park & Vej har nemlig etableret fire hundeskove rundt i kommunen, og det samme har Naturstyrelsen gjort.

Her må hunde løbe uden snor, hvis ejeren har styr på den og når som helst, kan kalde den til sig. På strande må hunde være uden snor i vinterhalvåret, det vil sige fra 1. oktober til 1. april. Men om sommeren, hvor strandene er mere befolkede, skal hunde altid holdes i snor.

Du kan læse mere om hundeskovene på Frederikshavn kommunes hjemmeside.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste