Frederikshavn kunne have brugt flere penge på velfærd
Tallene viser ifølge FOA, at Frederikshavn har brugt 26,5 millioner mindre end de kunne blandt andet på varme hænder
Frygten for at komme i konflikt med budgetloven og blive straffet økonomisk får kommunerne til at bruge langt færre penge på vigtig velfærd, end de oprindeligt har regnet med i deres budgetter.
Således har Frederikshavn Kommune underforbrugt med 26,5 millioner kroner i totale tal.
- Det er tudetosset, at der bliver lagt en masse penge i kommunekassen, som kunne være gået til velfærd.
- Penge budgetloven forhindrer bliver brugt på velfærd. Penge der kunne være med til at holde hånden under væksten, der er så vigtig lige nu. Kommunerne fik med økonomiaftalen for 2020 et serviceløft på 1,7 milliarder kroner. Og dem har de jo i hvert fald ikke brugt.
- Det kan hverken kommuner, regering eller borgerne være tilfredse med, siger Thomas Enghausen, næstformand i FOA
Rigtig grelt har det været i 2020, hvor serviceudgifterne i kommunerne samlet ligger 2,6 milliarder kroner under det budgetterede beløb. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.
- Christiansborg har lovet kommunerne, at de ikke ville blive straffet økonomisk for de øgede omkostninger, de måtte få som følge af corona. At kommunerne alligevel ligger så langt under serviceloftet i deres udgifter er derfor skuffende, påpeger Thomas Enghausen.
Det beløb, der ikke er blevet brugt i fjor, skal overføres til i år, påpeger han. Og derfor skal servicerammen for 2021 udvides med 2,6 milliarder kroner, da pengene ellers ikke kan bruges, uden kommunerne rammes af budgetlovens sanktioner.