Frederikshavn i festtøjet
Kæmpe folkefest i Frederikshavn, der i år fylder 200 år som købstad
FREDERIKSHAVN: Frederikshavn er trukket i festtøjet og fejrer, at det i år er 200 år siden, Frederik VI gav byen købstadsrettigheder og ændrede bynavnet fra Fladstrand til Frederikshavn.
Det skete 25. september 1818. Købstadsfestlighederne kulminerer tirsdag 25., når Kronprins Frederik ankommer med kongeskibet Dannebrog, men forfesten har længe været i fuld gang.
Lørdag var 400 gæster fra nær og fjern inviteret til den officielle jubilæumsreception i Det Musiske Hus.
Gæster fra nabo- og venskabsbyerne, repræsentanter fra erhvervslivet, kultur- og foreningslivet og alle byens ildsjæle. Alle mødtes de for at hylde den 200 år unge købstad, der har sit helt eget dna, der som en rød tråd trækker sig gennem byens historie.
- Grundlæggende bygger vores sindelag på en vis portion nordisk skepsis. Vi skal lige se tingene an først, men samtidig er der masser af god energi. Vi har masser af mod på tingene. Vi har drømme og visioner og planer, der venter på at blive indfriet. Men mest af alt er der den her nysgerrighed. Vi prøver hele tiden at finde nye måder at gøre tingene på. Det er det, der driver os fremad. Det er det, der åbner dørene ud mod verden, og det der gør, at vi kan trække verden herind, og at vi tør at tage ud i den, sagde borgmester Birgit Hansen i sin hyldesttale til sin 200-årige købstad.
Søren Smalbro fra Hjørring Byråd overbragte nabokommunens hilsen.
Hjørring har også købstadsjubilæum i år, og mange års indædt konkurrence mellem de to vendsysselske købstæder er de seneste år afløst af et reelt samarbejde. Om kultur og erhvervsliv med mere. På lørdag går de to købstæder sammen og fester med "Danmarks længste scene", der løber hele vejen langs jernbanen mellem de to byer.
Claus Andersen, direktør i Nordjyske Bank, kom med en overraskelse, der "faldt ned fra himlen" på scenen i Det Musiske Hus: Vilhelm Rosenstrands maleri "Tordenskiolds Kammerherre Kold ved sin faldne Herres Lig", som banken erhvervede på en auktion i 2003.
Billedet, der viser den faldne Tordenskiold, er malet i 1894 og er altså nu købstadens ejendom.
Havnen er - og har alle årene været - Frederikshavns livsnerve. En af de store, trofaste kunder, Stena Line, var repræsenteret ved ejeren Dan Olsson, der sammen med Frederikshavn Havns bestyrelsesformand, Bo Uggerhøj, forærede købstaden et legeskib, der skal stå i Rådhusparken, som netop nu undergår en større opgradering og ommøblering.