Billede beskrivelse

Frederikshavn har det gode friluftsliv

05. november 2021 kl. 13.42

Friluftsrådet er dykket ned i tallene for alle Danmarks 98 kommuner og i en ny analyse opgjort, hvordan det så står til med friluftslivet i hver kommune.

Og lad det være sagt straks.

Frederikshavn er stadig top of mind, selv om de deler den nordjyske 1. plads med Jammerbugt og Mariagerfjord.

Placeringen skyldes, at de alle har både meget naturareal og kystlinje og kan bryste sig af et højt antal friluftsfaciliteter og mange kilometer ruter.

- Vi ved, at friluftsliv og natur har stor betydning for danskerne, både for vores livskvalitet og beslutning om, hvor man vælger at bo. Så vi håber, at analysen, der sort på hvidt viser, hvordan det står til med rammerne for friluftslivet ude i landet, vil inspirere kommunerne til at engagere sig endnu mere i arbejdet med at understøtte muligheden for friluftsliv, siger direktør i Friluftsrådet, Winni Grosbøll.

Analysen tager udgangspunkt i data indenfor 12 forskellige faktorer, der har betydning for friluftslivet.

De fordeler sig på geografiske forudsætninger som naturareal og kystlinje, og på forudsætninger, der handler om kommunale indsatser - eksempelvis antal friluftsfaciliteter og kilometer ruter til cykling, løb, ridning, mountainbike, sejlads, ski eller vandring. Samt hvor mange mærkninger kommunerne har under Friluftsrådets mærkningsordninger til for eksempel natur og udelivs-dagtilbud eller Blå Flag.

Det kan umiddelbart virke svært at sammenligne friluftsliv i kommunerne, for Danmarks 98 kommuner er meget forskellige. Nogle har betydeligt mindre naturareal end andre, nogle har meget landbrugsland, og nogle har slet ingen kystlinje.

Omvendt har bykommuner som Aalborg, Aarhus og København med deres mange daginstitutioner et større potentiale for mærkninger under Friluftsrådet som for eksempel Grønne Spirer end en lille landkommune.

For alligevel at kunne sammenligne på tværs har Friluftsrådet for hver af de 12 faktorer i analysen placeret hver kommune i en af tre kategorier: ”under middel”, ”middel” og ”over middel” og opgjort kommunens plads på den samlede liste ved en simpel sammentælling af antal placeringer i hver kategori.

Med andre ord: Jo flere gange, en kommune placeres over middel, jo højere oppe på listen over de bedste friluftskommuner ligger den.

Og det er i toppen vi finder Frederikshavn.

- Analysen er interessant, fordi den også tegner et billede af i hvilket omfang, den enkelte kommune gør en aktiv indsats for friluftslivet dér, hvor kommunerne selv kan skabe en positiv forandring, siger Winni Grosbøll.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste