Frederikshavn får sine skibsteknikere
HURTIGT EKSPEDITION: Ny professionsbachelor godkendt af uddannelses- og Forskningsministeren
40 ansøgninger om uddannelser i hele landet er netop blevet godkendt.
Det er resultatet af den seneste runde af den såkaldte prækvalifikation, hvor uddannelses- og forskningsministeren på baggrund af en faglig vurdering tager stilling til oprettelsen af nye uddannelsesudbud.
Syv af de 40 ansøgninger vedrører videregående uddannelser og her har Frederikshavn og Martec budt sig til.
Regeringen og et bredt flertal i Folketinget indgik i juni 2021 en politisk aftale om at skabe flere og bedre uddannelsesmuligheder uden for de fire største byer.
Som en del af aftalen besluttede aftalekredsen ekstraordinært at prioritere i alt 537 mio. kr. til etablering af 21 konkrete uddannelsesudbud på det videregående uddannelsesområde, som skal etableres i perioden 2021-2026, samt to kunstneriske uddannelser.
Syv af disse videregående uddannelser er nu blevet godkendt af uddannelses- og forskningsministeren, og det betyder, at Martec i Frederikshavn nu for alvor kan begynde at gøre klar til at etablere uddannelsen i skibsteknik og marin konstruktion i Frederikshavn.
- Jeg er meget tilfreds med, at det er muligt at godkende syv nye uddannelsesudbud fra udflytningsaftalen kun et halvt år efter, at aftalen blev indgået.
- Det er godt nyt for lokalområderne, for de unge og for samfundet, og et vigtigt skridt i retningen væk fra den centralisering, som i en årrække har været en stærk kraft på uddannelsesområdet, siger uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen.
Også Frederikshavnkredsens socialdemokratiske MF’er gennem godt 25 år, Bjarne Laustsen er tilfreds.
- Jeg er rigtig glad for, at det i dag er blevet meldt ud, at MARTEC og Frederikshavn nu får maritime uddannelser, som unge mennesker kan tage her i Nordjylland. Der er helt konkret tale om skibeteknik og maritim konstruktion, som man kan uddanne sig i. Det er helt oplagt i Frederikshavn, hvor vi har et værft, understreger Bjarne Laustsen og fortsætter:
- Det giver rigtig god mening, at vi nu kan uddanne endnu mere i søfart i Frederikshavn, der altid har haft søfart som en afgørende industri.
- Jeg er sikker på, at der kan skabes gode forbindelser mellem uddannelser på MARTEC og det maritime erhvervsliv, vi har meget af i vores lokalområde, fastslår Bjarne Laustsen, som ser det som en ren “win-win” på alle måder.
- Vi sikrer balancen i vores land, udnytter den store maritime kompetence i Frederikshavn og så uddanner vi folk til at komme i job. Her er der faktisk tale om uddannelser, som erhvervslivet efterspørger i en tid, hvor vi har mange diskussioner om ledige uddannede, siger MF’eren.