Frederikshavn er lysets by
God grund til at have julelys i øjnene, når man kommer til midtbyen
Ihærdige folk fra de to elinstallationsfirmaer, Lars Hostrup og Emil Sørensens Eftf. har gennem måneder knoklet sammen med frivillige fra ishockeyklubben med at sætte byens imponerende julebelysning op i rette tid til at det hele kan kulminere i et kæmpe lyshav 24. november.
Og når sangerinden Jette Torp på fredag kl 16. trykker på kontakten i Kirkeskoven, vil hele midtbyen stråle af millioner af julelys.
Frederikshavnerne og byens gæster vil nikke genkendende til meget af juleudsmykningen, men der vil også være spændende nyheder.
Mest markant er nok oplevelsen, når du kører ind i byen vestfra ad Hjørringvej.
I rundkørslen, hvor skibsskruen resten af året plasker i sit rette element, er der nu skabt et fantastisk islandskab.
Winter Magic er et islandskab med hele fem isbjørne og de op til 6 meters lange istapper, der tidligere kunne ses ved Tordenskioldstatuen på Fisketorvet.
Ved Møllecentret kan du opleve Lady Deer, der i år har fået selskab af Baby Deer, sidste års nyhed, som fik navnet Frederikke.
Og i tilgift bakker stadig flere af byens butikker op om byens juleudsmykning med facadeudsmykning, der matcher byens fælles julebelysning.
I år er Restaurant Empire blevet pakket ind i byens største julesløjfe, Spar Nord Bank har fået en myriade af lys på facaden og Emilievejens Slagter vil ikke nøjes med julelys i øjnene, men have det over hele bygningen.
- Det er et flot supplement til de mange, der sidste år opgraderede deres julebelysning - så nu kan man for alvor gå på opdagelse i Frederikshavns lysende by, siger handelschef Dan Kobberup.