Frederikshavn Bryghus indstilles til Årets Danske Bryggeri
FREDERIKSHAVN: Et tilfældigt møde over en øl, en lørdag sidst i juli 2017 førte til en god idé. ”Vi laver et bryghus i Frederikshavn”.
Der var historien formentlig stoppet, hvis det ikke lige var fordi, de to hovedpersoner var diplombrygger Kent Boalth og entreprenør Lars Trie.
Selv om de aldrig havde mødt hinanden forinden, fastholdt de ideen, og 21. august 2017 var Frederikshavn Bryghus en realitet.
Det nybyggede bryghus er på godt 600 m2, fordelt på hal med bryggeri/tanke til øl samt lager, derudover ét besøgslokale med bar, køkkenfaciliteter samt toiletter.
Bryghuset har kapacitet til at brygge 220.000 liter øl årligt, men ambitionen er, at mængden kontinuerligt skal øges år for år.
Samarbejdet sluttede i januar 2019, da Kent Boalth valgte at søge nye udfordringer, og i stedet kom tyske Tom Shafferhans til som ny brygmester på Frederikshavn Bryghus.
Og nu er bryghuset så i spil om noget så forjættende for et bryggeri - nemlig at blive kåret til årets danske Bryggeri 2020.
Danske Ølentusiasters lokalafdelinger indstiller hver ét bryggeri til prisen, der uddeles i december, og lokalafdeling Frederikshavn har indstillet Frederikshavn Bryghus.
Og det er ikke uden grund - læs bare med i indstillingen fra Lokalafdeling Frederikshavn.
”Frederikshavn Bryghus har i år sat et solidt aftryk i den danske ølverden ved at lave Danmarks stærkeste øl, Keine Hexeri, på 19%.
Nu er det ikke så meget de høje procenter, der begejstrer os i lokalafdelingen. Det er det fremragende håndværk og den lidenskab, der ligger bag denne øl.
Den begejstring til øllet skinner også igennem på Frederikshavn Bryghus’ øvrige sortiment. Især bryghusets mørke/sorte øl er i klasse for sig (synes vi i Frashavn).
Med en innovativ brygmester går vi nu og venter på det næste der kommer ud fra bryghuset. Vi har hørt nogen slå på tønder!! Vi venter spændt og glæder os.”
Det vækker glæde hos Lars Trie, at det store sats og deres entusiastiske arbejde værdsættes.
- Vi er glade for at de udover vores stærke øl, også bemærker vores brygkvalitet på især de mørke øl.
Og til Øllets Dag i Fredericia i efteråret, fik vi også kåret vores øl Dark Quarter, som årets øl ud af 130 forskellige slags.
I næste uge er vi færdige med to nye øl, som er fadlagrede på whiskyfade fra Glenn Moray, som er en traditionel og fra Laphroaig som er en røget whisky.
- Lige nu har vi travlt i bryggeriet med at få gjort 7.800 flasker med Keine Hexerei klar.
- Flaskerne skal påsættes etiketter og pakkes på kartoner, så de kan komme ud til julehandlen.
- Den første portion vi lavede, er allerede udsolgt her i lokalområdet. Og så har vi selvfølgelig også Jólnir, som er vores juleøl, ude i butikkerne nu.
- Nu glæder jeg mig over at restriktionerne er ophævet, da vores brygmester Tom Shafferhans bor i Aalborg, og derfor kun måtte køre herop i særligt kritiske tilfælde.
- Jeg er blevet rigtig god til at tage prøver, og har overvåget bryggeprocessen i den periode, hvor vi var lukket inde fortæller Lars Trie.
Årets danske Bryggeri 2020 findes ved afstemning blandt Danske Ølentusiasters medlemmer i november.
Hvert medlem må stemme én gang.
Prisen overrækkes på det vindende bryggeri i december.
Det er kun bryggerier, der er indstillet af en af Danske Ølentusiasters 50 lokalafdelinger, der er i opløbet til prisen.