Fra tordenbrag til rockbrag
Rock i Frederikshavn fik ikke afsat alle billetter, men stemningen var god
I anledning af premieren på Hjørring Revyen, så kunne Rock i Frederikshavn have overvejet at hyre den tidligere revydirektør Per Pallesen og hans figur Mathiesen - det var som bekendt denne, der evig og altid spurgte fru Christoff what do you have in your task today? - og havde man rygsæk eller en større taske med til koncert, så måtte man pænt lade sig kontrollere; billetprisen til rockfesten ville nemlig stige betydeligt, hvis folk selv medbringer mad og drikke i stedet for at købe det på Knivholt.
Det forhindrede dog ikke de valfartende koncertgæster i at bøje nakken og hælde til på Hjørringvej, så man havde fået lidt inden for vesten, inden det gik løs. Det fik mængden af dåseøl og flasker til at vokse om kap med ukrudtet i grøftekanterne, men en lille håndfuld mænd, der ville tjene en god pantskilling, sørgede for at støvsuge området, så kun de tyske dåser lå tilbage.
Fredagens silende regn og torden var lørdag blevet afløst af langt bedre koncert-vejr - og det var arrangøren, Kvissel-Ravnshøj IF, svært tilfreds med.
Dog har tvivl om mængden af nedbør i dagene op til koncerten gjort, at der ikke blev udsolgt. Men Casper Høgsted, der er involveret i rockfesten, bekendtgjorde lørdag eftermiddag, at han fortsat var overbevist om, at det nok skulle ende med sorte tal på bundlinjen. Sidste år endte Rock i Frederikshavn med at give et overskud på godt en kvart million kroner.
Blandt lørdagens koncertgæster var Mette Luchow, Halvrimmen, og Gitte Knudsen, Frederikshavn.
Sammen med syv andre mænd og kvinder fra en facebook-gruppe for singler over 40 år, var de taget til rockfest for at råhygge.
- Vi håber på en fantastisk, sjov dag, lød det fra Mette Luchow.
- Vi er ikke kommet for at høre noget bestemt, selv om musikken er god - men bare for at hygge os, sagde Gitte Knudsen.
- Og jeg skal nok sørge for at passe på Mette, for hun skal overnatte hos mig, tilføjede hun.
- Ja, det bliver sgu for dyrt med en taxa til Halvrimmen, udbrød Mette Luchow, inden de to smuttede ind i gårdspladsen med hver dages fadøl i hånden for at høre Danser med Drenge.