Fortjent skulderklap til fighter
PREBEN Arvidsson har i 38 år gjort en ukuelig indsats i BK Pugilist - nu er han også hædret af DABU
Gennem 38 år har frederikshavneren Preben Arvidsson åndet og levet i eller i nærheden af den firkantede boksering i klubben BK Pugilists lokaler.
- Lige siden jeg som 14-årig begyndte at træne boksning i 1979 har jeg været ramt af boksning og ikke mindst boksetræningen, fortæller den nu 52-årige Arvidsson samtidig med at han naturligvis tager del i træningen i de gamle og svedige lokaler i Jyllandsgade.
I maj han et meget velfortjent skulderklap af Jysk Amatør Bokse Union (JABU), som på sit repræsentantskabsmøde hædrede ham med Aksel Eriksen-pokalen for et langt og godt lederskab i BK Pugilist.
Aksel Eriksen var formand for JABU i omkring 40 år, og intet tyder på, at Preben Arvidssons formandskab i bokseklubben i Frederikshavn bliver af en kortere varighed.
- Næste år har jeg 25 års jubilæum på posten, og selv om jeg ofte har opfordret andre til at tage over, har ingen endnu meldt sig på banen, smiler Preben Arvidsson.
Løber ikke af posten
Klubkammeraterne i BK Pugilist kan nu være ganske rolige, for den mangeårige formand har slet ingen planer om at springe fra, og i det hele taget er der tradition for, at man i bokseklubbens bestyrelse er med i mange år.
- I mine 24 år som formand er det nærmest kun på suppleantposten, der er blevet skiftet ud, fortæller Preben, der helt klar husker sin første aktive kamp i bokseringen i februar 1980.
- Jeg tabte den kamp men tabte bestemt ikke lysten til at bokse, og jeg vandt da også kamp nummer to og nåede endda at blive dansk juniormester i weltervægt i 1983.
Også landskampe
Det blev også til landskampe for Danmark både som junior- og seniorbokser, ligesom han var med til de nordiske mesterskaber og på udvalgt dansk hold mod Rusland og Irland.
- Jeg nåede at få mange gode oplevelser som aktiv bokser, inden jeg i 1989 gemte handskerne væk og som 24-årig valgte at stoppe den aktive karriere i ringen, da vi fik børn.
Der var egentlig planlagt et comeback i 1992, men nye bokseregler med besøg hos en neurolog, som havde alt for lang ventetid betød, at Preben Arvidsson efter 105 kampe i ringen for BK Pugilist sagde definitivt stop.
- Jeg har stadig rekorden for flest kampe i klubben, og det er jeg stolt over, fortæller Preben Arvidsson, der ovenpå den aktive karriere hurtigt kom med i bestyrelsen og i 1993 også blev klubbens formand.
Træner i klubben
Han har dog stadig handskerne på og har haft det gennem alle 38 år, for efter sin egen aktive karriere kastede han sig over trænergerningen, og sammen med tre-fire andre trænere står Preben for træningen både af klubbens i øjeblikket tre kampboksere samt de mange andre fra forskellige klubber, der bruger bokselokalerne i Jyllandsgade til at forbedre den fysiske form.
- I 1980’erne var vi 20 kampboksere i BK Pugilist, men nu vil de fleste udelukkende træne boksning, og vi har således hold fra FIK-ungdom og også fra White Hawks elitehold i bokselokalerne. faktisk kommer der hver dag selv om sommeren folk fra diverse klubber for at boksetræne, fortæller Preben, som til efteråret er klar med et nyt koncept i klubben.
- Sammen med kommunens SSP skal vi fra BK Pugilist samarbejde om at få helt unge personer i alderen 9-12 år guidet på rette vej via boksetræningen, og den opgave glæder jeg mig til at være en del af, slutter den mangeårige fighter fra Frederikshavn.