Billede beskrivelse

Fornem pris til Skagen Naturhistoriske Museum

24. august 2021 kl. 06.00

- Jeg har lige fået meddelelse om, at museet har vundet en Travellers´Choice-pris, og at vi dermed er blandt de 10 procent bedste seværdigheder i verden, fortæller Poul Lindhard Hansen på Skagen Naturhistoriske Museum.

Traveller’s Choice prisen uddeles årligt til de bedste blandt seværdigheder, restauranter og hoteller, der med fokus på kundetilfredshed, kvalitet og service og i dette særligt udfordrende år har skilt sig ud ved, at yde fantastisk service og oplevelser til gæsterne.

- Det er vi jo meget stolte af, fortæller Poul Lindhard Hansen der sammen med Sanne Christensen driver det privatejede Naturhistoriske Museum, der er indrettet i den gamle Højen Station, og har været rammen om museets aktiviteter siden 1991.

Museets udstillinger er fortrinsvis bygget op, så de informerer om områdets natur og præsenteres også et stort udvalg af naturalier og fossiler bl.a. tænder og knogler af mammut og hulebjørn og en række af de fuglearter, man træffer langs kysten og på stranden.

Poul Lindhard har gennem 30 år samlet mere end 400 sten, langt de fleste fra Skagens strande, og har en Imponerende geologisk samling af danske sten og ledeblokke. En ledeblok er en sten, hvis farve og mineralsammensætning gør den genkendelig, og buges til at stedfæste hvor den kommer fra.

- ”Det analoge museum” er et helt nyt begreb for os her på museet. Mange gæster er trætte af at stå i kø ved en computer for at få informationer, fortæller Poul Lindhard, og forklarer: - Hos os får de svar på deres spørgsmål af rigtige mennesker, og de får mulighed for at stille uddybende spørgsmål. Kort sagt, så får vi en snak om tingene. -Publikum er ligeledes meget glade for, at de på naturvandringer også kan få informationer om Skagen by og egnens historie. Jeg er jo gammel skagensdreng, og har altid interesseret mig for byens historie, siger Poul Lindhard.

Museet har åbent til og med 24. september undtagen i uge 35.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste