Formidling i børnehøjde på Bangsbo

Kystmuseet har diverse arrangementer i efterårsferien

08. oktober 2017 kl. 09.00

Når vinden rusker i træerne og bladene skifter farve, hvad er så bedre end en tur på museum?

Netop derfor er der igen i år aktiviteter for børn i efterårsferien på Kystmuseet Bangsbo.

Bangsbo rummer en masse historie, lige fra Ellingåskibet til Det Jyske Modstandsmuseum. Vær med, når to af vores formidlere følger dig gennem historien om Frederikshavn og Bangsboområdet. Her vil være fortællinger om, hvordan et tideligt middelalderforsvarsområde fungerede, om Ellingåskibet er et vikingeskib? Hvordan Frederikshavn opstod, samt Frederikshavn under besættelsen. Turene er tilrettelagt med fortællinger om og for børn og finder sted tirsdag d. 17. oktober kl 1115 og 1315.

På museet er der desuden mange flotte skibsmodeller, og i Det Jyske Modstandsmuseum er der mulighed for at se både pistoler og geværer. I gamle dage lavede børn deres legetøj selv, af hvad de kunne finde, og det var kun fantasien, der satte grænser. Nu har du mulighed for at være med, når museets håndværker åbner værkstedet. Her vil der være mulighed for at bygge små modelskibe, geværer og andet legetøj i træ. Måske kan du finde inspiration i Ellingåskibet eller i museets øvrige udstillede genstande, ellers er der hjælp og gode råd at hente ved museets håndværker, der står klar på værkstedet.

Værkstedet er åbent torsdag d. 19. oktober fra 11-15.

Arrangementerne er gratis for børn i følge med voksne med billet. Gratis entré for børn under 18 Museet har åbent alle hverdage fra 10-16, og husk, en billet til Kystmuseet Bangsbo gælder en hel uge og gælder også til Kystmuseets øvrige afdelinger på Bangsbo Fort, i Sæby og i Skagen.

Tirsdag d. 17. oktober kl. 11.15 og kl. 13.15: Børneguidning på Bangsbo

Torsdag d. 19. oktober kl. 11-15 Legetøjsværksted på Bangsbo.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste