Forbud mod Luciaoptog for de ældre

13. december 2020 kl. 16.43

sæby: Lyset og sangen måtte ikke bæres frem, som ellers skulle have glædet unge som gamle hjerter.

Skoleleder Helle Krogsgaard fra Sæby Friskole troede at alle aftaler var på plads, da hun indgik aftaler om at eleverne skulle gå luciaoptog til Plejecenter Rosengaarden og Sæby Ældrecenter med afslutning på Sæby Torv fredag formiddag den 11. december.

Sundhedsmyndighederne var dog af en anden opfattelse og henviste til andre bestemmelser, hvorfor arrangementet blev aflyst.

- Vi skal passe godt på hinanden og vi accepterer selvfølgelig forbuddet siger en lidt ærgerlig skoleleder.

- Arrangementet var alene skabt for at skabe glæde i en mørk tid og eleverne havde set frem til at skulle gå optog med lys.

- Vi arrangerede i stedet en light udgave og gik en øve-tur fra skolen op gennem byen, hvor vi holdt en lille pause inden vi fortsatte forbi Hobbitten på Stygge Krumpensvej og sluttede på Sæbygaard.

- Eleverne blev delt op i fire grupper med hver sin luciabrud og ni nynnende nisser.

- På Sæbygaard fik vi en varm modtagelse af Hanne Salling fra venneforeningen og fik lov til at hænge engle op i slottets øverste vinduer og vi nåede også at tælle stjerner og sang et par sange på gårdspladsen uden publikum, siger Helle Krogsgaard.

- Heldigvis fik vi øvet os til på mandag den 14. december, hvor vi har fået Undervisningsministeriets og kommunens tilladelse til at synge foran plejehjemmet Caspershus i Frederikshavn, her kan de ældre beboerne se og høre os fra vinduerne.

Ifølge Wikipedia er Luciadag er den 13. december. Lucia kommer af latinske lux. Sankta Lucia var en italiensk helgeninde, som led martyrdøden og har helgendag den 13. december, som ifølge den julianske kalender i 1300-tallet var regnet som årets korteste dag, altså vintersolhverv.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste