Forårsopvisning med de mindste
To timers sportslig leg i Sæby Fritidscenter
SÆBY: Sæby Gymnastik Forenings gymnaster fik lejlighed til at vise, hvad de har øvet på i løbet af vintersæsonen ved deres traditionsrige forårsopvisning søndag 31. marts i Sæby Fritidscenter.
Foreningens formand, Stine Bæk Sørensen sagde i sin velkomsttale, at de glædede sig til at vise, hvad foreningens ungdomshold har arbejdet med, øvet på og leget med gennem sæsonen.
Klubben har også en række voksenhold, som dyrker yoga, fitnessgymnastik, familie og motionshold samt vores naturtræningshold, der elsker at komme ud i naturren og få luft under vingerne.
Fælles for alle holdene er, at der lægges vægt på at blive motorisk udfordret og udvikle os samtidig med, at vi har det sjovt og glædes ved fællesskabet, sluttede formanden.
Herefter var hallen de følgende to timer fyldt med masser af glade gymnaster og forældre, der blev sluppet løs på gulvet. Som dagens sidste indslag var Øster Hornum I.F.s juniorhold inviteret til at vise deres færdigheder.
Øster Hornum I.F.s gymnastikafdeling var blandt de flere hundrede indstillede foreninger til Nordjyske Banks nystiftede pris. Udover hæderen vandt klubben sammen med to andre foreninger en kontant belønning på 33.333 kroner.
Èn af klubbens bærende kræfter, Jacob Thure Sørensen havde fornøjelsen af at være tilbage med sit hold på sin gamle hjemmebane i Sæby Fritidscenter, hvor han i flere år var aktiv i Sæby Gymnastik Forening.