Folkevandring til Apholmen

Åbent Hus i SeaTower tiltrak massive mængder af interesserede frederikshavnere

20. marts 2018 kl. 17.06
Opdateret kl. 17.53

Hvis man ikke vidste bedre, så ville man have troet, at der var udsalgsfeber over Apholmen tirsdag eftermiddag mellem 15.30 og 16.30. For folk stimlede sammen i en mængde, man nok ikke lige havde forudset,

Ikke at de var uventede. Tværtimod. Der var nemlig inviteret til åbent hus.

Men der var bare mange.

Nogle kom for at kigge på deres kommende lejlighed - seks af de 13 ejerlejligheder er nemlig allerede solgt til mellem 2,6 til 4,5 millioner.

Andre kom for at se om en af Boligselskabet Nordjyllands 36 lejelejligheder kunne være attraktive. Der er 12 to-værelses og 24 tre-værelses lejligheder til mellem 7100 om 7500 kroner om måneden.

Og så var der nok de fleste af os - nemlig os, hvor nysgerrigheden havde drevet os afsted til det 40 meter høje SeaTower, som viste sin udsigt frem i det allersmukkeste martsvejr med skinnede sol og tålelig vind.

For selv om byggeriet med de 48 eksklusive lejligheder først er indflytningsklare til november, så er udsigten jo længst blevet klar til at bjergtage en.

SeaTower er blevet til i et samarbejde mellem Beach House og Boligselskabet Nordjylland.

I stueplan er der én lejlighed, og de øvrige 48 lejligheder fordeler sig med fire lejligheder på hver af de 12 øvrige etager - tre lejeboliger og én ejerlejlighed.

Salget af ejerlejlighederne er som skrevet længst gået i gang og med åbent hus tirsdag åbnede Boligselskabet Nordjylland også for udlejningen.

- Vi har haft op mod 70 henvendelser allerede, men nu går vi ind i realitetsforhandlingerne.

- Vi beder interesserede om at skrive sig op på hjemmesiden "Bo i Aalborg". Vi ved godt at det lyder forkert, men hjemmesiden har endnu ikke skiftet til et mere nordjyske navn, fortæller Torben Fisker fra Boligselskabet Nordjylland, der har boliger i 75 nordjyske byer - blandt andet i Strandby.

Inden for en måned vil Boligselskabet så begynde at lave lejeaftalerne.

- Vi forventer at lejlighederne vil være klar til indflytning 1. november - måske en anelse før, siger Torben Fisker.

Arkinord har tegnet det spektakulære tårn, der løber op i cirka 100 millioner.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste