Folk kom til Open By Night Light og holdt fin afstand

05. juni 2020 kl. 11.33

Årets største handelsdag Open By Night, var i år nedgraderet til en light version på grund af corona. De mange arrangementer, der plejer at samle folk i gaden, kunne desværre ikke gennemføres, og alle forholdsregler blev taget for at sikre en god og sikker handelsdag.

Dagen gik over al forventning. Vejret overraskede i forhold til vejrmeldingerne tidligere på ugen, og der var et meget passende flow af kunder i gaden, og i butikkerne hele dagen.

Man fornemmede ikke på noget tidspunkt at det blev for tæt, selv ikke i den ende af Danmarksgade der er under renovering. Det lykkedes i sidste øjeblik for Kommunen og Trigon, at få færdiggjort den nye midtergang fra Kallstorvet til Tordenskjoldsgade, hvilket hjalp til en god fordeling af trafikken. Afspærringerne var ligeledes tilpasset til dagen, med flere overgange, bredere passager samt mindre hegn.

De musikalske indslag i gaden var begrænsede. Tordenskjoldsgarden, der traditionelt skal spille på dagen, måtte sno sig gennem gågaden via sidegader. Den akustiske underholdning stod ”en mand stærk” for. De underholdt tre steder i gaden i løbet af eftermiddagen. Et virkelig talentfuldt band, der med frontmand og sangskriver Asbjørn Mogstad, spiller egne dansksprogede kompositioner, som får en til at tænke på Peter Sommer.

På Freddys Bar, var der musik på programmet fra kl. 19.00. Det var planlagt til Humlehaven, men blev flyttet indendørs, da der blev lidt blæsende og køligt hen mod aften. Her var der besøg af det dygtige tomandsband Godtfolk.

Ved Mondo kunne man møde folkene fra Rock i Frederikshavn og høre mere om deres nyeste tiltag. Selvom rockfesten desværre er aflyst i år, skal frederikshaverne ikke snydes for årets fest. I samarbejde med Drinx, tilbyder Rock i Frederikshavn lørdag d. 13. juni at udbringe drikkevarer til folks helt egen havefest. Det kan man læse meget mere om på deres Facebook side.

Handelsstandsforeningens tiltag med gratis Bubble Vaffel is til alle, der havde handlet for mere end 200 kr. blev en stor succes, og der var travlhed på Kirkepladsen hos Fredes Lækkerier, der lavede isene.

I butikkerne var de glade. Det var selvfølgelig ikke som en normal Open By Night, men det havde man heller ikke forventet. En af de butikker, der plejer at have utrolig travlt denne dag, er Kop og Kande, og her var Lone og Freddie Larsen tilfredse med salget.

- Det har været en fin dag. Vi vidste ikke hvad vi skulle forvente på grund af situationen, men der har været pænt travlt over hele dagen. Det er gået over al forventning med kunderne i butikken. Folk er virkelig gode til at tage hensyn og holde afstand. Vi har valgt at give rabat over fire dage i år for at få salget fordelt, og det har virket godt. Vi føler at der er ved at komme gang i hjulene igen og vores sidste måned nærmer sig et normalt niveau fortæller Lone Larsen.

Handelschef Dan Kobberup var også glad over dagens forløb. ”Stor ros til kunderne herfra og fra Nordjyllands Politi, som patruljerede i gaden. Der blev vist stor ansvarlighed, tålmodighed og afstand. Og så var det bare dejligt at se kunder i gaden igen. Det har vi virkelig savnet.”

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste