Første hold rullede ud fra Bangsbostrand Skole
Det er en omdiskuteret fætter, det nye begreb rullende indskoling.
Holdningerne har været for og imod, og siden den nye folkeskolereform første gang så dagens lys, har diverse debatfora været fyldt med stærke tilkendegivelser den ene og den anden vej. Ikke desto mindre er det i disse dage, at de første elever "ruller" ud fra deres indskolingsklasser og over på det såkaldte mellemklassetrin.
På Bangsbostrand Skole fejrede man forleden, at de allerførste elever, der har været gennem det nævnte system, nu var blevet klar til for alvor at træde ind i uddannelseslivet. Og alle sejl var sat til. Forældre og bedsteforældre var inviteret med til en seance, hvor der blev spillet musik, sunget og overrakt medaljer. Indskolingslærer Jette Kjærsgaard var glad for arrangementet, og hun var helt overbevist om, at man netop havde startet en tradition:
-Det skal nok ende med at blive en fast tilbagevendende begivenhed, for både eleverne og deres forældre var meget glade for at deltage.
Som det er tradition i mange andre sammenhænge, så havde man sørget for, at også dem, der snart selv står i situationen får en rolle at spille:
-Ja, vi havde 2. klasserne med, og de skal jo selv "rulles" ud i næste forløb om et år. Og 2. klasserne fik hver en rød ballon, som de senere skulle sende til vejrs i et symbolsk farvel til det røde hold. Herefter blev der råbt hurra 3 gange. Det var faktisk meget festligt.
Jette Kjærsgaard fortæller desuden, at der var mødt mange forældre op, og der er nye "rullende" elever i juni 2018.