Billede beskrivelse

Fodslaw inviterer på tur 10. juni

Igen i år afholder Fodslaw Frederikshavn en af "Danmarks Kønneste Traveture", og den lever absolut op til sit navn

30. maj 2018 kl. 10.54

FREDERIKSHAVN: Vil man ud og opleve noget af den smukke natur, vi har lige uden for Frederikshavn, er der store muligheder for dette på Frederikshavnervandingen, søndag den 10. juni.

Bangsbostrand Skole er stedet, hvor arrangementet starter. Her er gode faciliteter, og skolen ligger tæt på strand og skov.

Dette har givet Fodslaws rutefolk mulighed for at lave nogle fantastisk flotte ruter på 6, 11, 16, 18 og 25 km.

Ruterne går ned til Søsportshavnen, gennem Bangsbo Skoven og op på Pikkerbakken. De længere ruter går herfra videre langs Dronningestien, forbi Niels Juels kanoner på Bangsbo Fortet, med en flot udsigt ud over byen og havet. Store dele af de længste ruter går også langs Kongestien.

Alle ruter er afmærkede med pile og bånd. Man kan starte fra klokken 9 til 10, og hunde i snor må gerne gå med.

Forplejningen er helt i top, med et bredt udvalg af frisklavet mad på skolen og rastepladserne

Fodslaw håber, at rigtig mange vil benytte sig af denne mulighed for at komme ud og nyde den smukke natur omkring Frederikshavn. Man behøver ikke være medlem af Fodslaw for at deltage.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste