Fodboldskole et hit
I uge 26 afvikler Bangsbo Freja for tredje gang DBU’s fodboldskole
I mange hjem hænger køkkenkalenderen på køleskabet, og oftest er den fuld af små noter, der anskueliggør rækkefølgen af de aktiviteter, man skal huske i løbet af året. Mange har i år lavet en lille bemærkning omkring uge 26, og der står fodboldskole i Bangsbo Freja. Det er nemlig 3 gang, at boldklubben på Vrangbækvej afholder DBU´s anerkendte fodboldskole for børn født i 2002 og til første kvartal af 2010, og igen i år tegner det til, at eventet bliver fyldt op. Kim Overgaard, der til daglig er kampfordeler i Bangsbo Freja, men forfremmet til skoleleder i nævnte uge, er begejstret for årets tilmelding:
- Ja, vi har næsten helt fyldt op, og jeg garanterer, at vi ikke har flere pladser tilbage, når vi når uge 26. Arrangementet har vist sig at være et hit, og efterspørgslen har været stor. Vi har desværre kun 100 pladser at gøre godt med, og de er stort set væk. Jeg vil anbefale dem, der stadig overvejer deltagelse, at de kommer ud af busken i en fart. Ellers er det for sent.
Der er masser af fodboldglade unge i Frederikshavn, og når de dukker op til fodboldskolen, er der sørget for, at de får yderst kvalificeret undervisning:
- Det er igen licenstræner under DBU-systemet, Christian Strøm, der er trænerleder, og sammen med en række andre kvalificerede trænere og trænerassistenter - som i øvrigt er både lokale og udefrakommende - vil han sørge for, at ugen bliver både spændende og udfordrende.
Det er ikke helt gratis at deltage i fodboldskolen. Det koster 849 kroner. Men man får meget for pengene, mener Kim Overgaard:
- Altså, først og fremmest skal man tænke på, at der er fodboldundervisning i en hel uge med dygtige trænere. Det er hver dag fra klokken 9.00 til 15.00. Og selvfølgelig bliver der masser af sjov og samvær med nye og gamle venner. Og så får alle, der deltager lækkert tøj fra Hummel. Vi tilbyder også et måltid hver dag, men dette skal dog tilkøbes og koster 25 kroner pr. dag. Maden kommer fra Restaurant Jerrys.
Kim Overgaard meddeler i øvrigt, at man igen i år vil tilbyde børnepasning om morgenen, inden skolen starter. Det er Nanna Høeg, der står for den del. Og har man ikke allerede tilmeldt sig, kan det ske på www.dbu.dk/fodboldskolebillet.