Så meget indsamlede Folkekirkens Nødhjælp til Ukraine og verdens fattige
FREDERIKSHAVN: Der var 35 indsamlere fra Abildgård Kirke, der havde meldt sig til Folkekirkens Nødhjælps (FN) årlige sogneindsamling til fordel for den fattigste del af verdens befolkning, som er ramt af klimaændringer.
På grund af den aktuelle situation, blev det af FN besluttet at dele indsamlingsresultatet ligeligt mellem verdens fattigste og ofrene fra Ukraine.
- Inden de 35 indsamlere blev sendt ud, havde vi nok en fornemmelse af, at de ville blive mødt med mange afvisninger pga. den store indsamling, som dagen før var arrangeret af de to tv-stationer, fortæller indsamlingsleder Vibeke Bach Hansen, - men helt utroligt vendte indsamlerne tilbage næsten med julelys i øjnene, fordi folk havde været meget imødekommende og givende.
Det gav sig også udslag i resultatet, som tilmed havde det imod sig, at folk ikke længere har kontanter, men må bruge Mobil Pay.
Sidste gang, der blev gennemført en sogneindsamling, var i 2019 - altså før coronaen. Her var indsamlingsresultatet 15.500 kr.
Denne gang passerede resultatet langt forbi 40.000 kr.
Helt nøjagtigt blev der indsamlet 37.405 kr., men dertil skal lægges et tal på anslået mindst 4.000 kr. som er Mobil Pay beløb, der er gået direkte til FN’s konto.
- Det er mildt sagt overraskende, siger en glad indsamlingsleder Vibeke Bach Hansen, der bringer en stor tak til de engagerede indsamlere.