Livet her

Flot åbning af sommerudstilling

Gamle kort, billeder og luftfotografier af Sæby samlet i Retfærdigheden

27. maj 2019 kl. 15:45

SÆBY: Efter, at formanden for Retfærdigheden, Niels Schoubye havde budt velkommen til et halvt hundrede forventningsfulde gæster, 16. maj, overlod han ordet til borgmester Birgit Hansen.

Hun var glad for at kunne tage del i arrangementet og fortalte om nogle af de steder i Sæby, som hun kendte.

Hun understregede vigtigheden af, at vi husker vores lokalhistorie, og fremhævede i den forbindelse fejringen af Sæby Museums 100-års dag i sidste måned.

For ”gamle” sæbynitter vil udstillingen være en fin anledning til et tilbageblik på tidligere tider.

Herefter fortalte udstillingens kurator, Henning Sørensen om selve udstillingen, der består af bykort og billeder fra Sæby.

Det første kort er fra 1677 og det sidste kort er et turist-kort fra 2019. Udover det historiske tilbageblik indeholder udstillingen også et stort bykort fra kommuneplanen 2015 og uddrag fra Masterplan Sæby - turismestrategien og planen for havneudvidelsen i Sæby. På vegne af Retfærdigheden håbede han, at alle, der besøgte udstillingen, kunne glædes over de gamle kort, billederne og luftfotografierne fra Sæby.

Langt de fleste billeder er fundet på Kystmuseets afdeling i Sæby.

På museets billedarkiv er der mange billeder fra tidligere tiders Sæby, bl.a. takket være museumsinspektør Hugo Matthiessen fra Nationalmuseet. I 1917 fik han 60 kroner af Sæby Byråd for at tage en masse billeder af bygninger i byen.

Udstillingen i det gamle Råd- og Tinghus på Algade 14, er åben hver dag kl. 10.00 – 16.00 indtil 31. august 2019.

Annonceret indhold

Nyeste