Flittige affaldssamlere får posen fuld
ØSTERVRÅ: Det er ikke spor svært at få fyldt en pose med skrald og affald, sørgeligt men sandt, og det er lige her udenfor bygrænsen i Østervrå.
Den årlige ”Hold byen ren dag” i marts blev jo aflyst, og i stedet for opfordrede tovholder Knud Hjørnholm byens borgere til at foretage en ”gør det selv aktion”, når de alligevel går sig en tur i Østervrå og omegn. Kombinationen gåturen og affaldsindsamling har flere taget helt bogstaveligt, og de har (desværre) ikke været længe om at få poser/sække fyldt op.
Hele 10 kg. affald fik Henriette Holm Mørch og hendes datter 9-årige Astrid i deres sække, da de gik fra bygrænsen i Østervrå og det korte stykke ud til mormor og morfar på Brøndenvej 52.
Deres anstrengelser blev efterfølgende straks bemærket af de første aftenvandrere på strækningen, og de glædede sig over, at naturen var blevet lidt renere.
Mor og datter Holm Mørch er vist det, man kalder hardcore samlere.
De sidste par år har de samlet henkastet skrald på deres gåture fra hjemmet i Skagen til Solnedgangspladsen og på stranden.
- Den anden dag fandt vi et dankort og efterfølgende ejermanden, som blev glad og byttede med et påskeæg, fortæller Henriette Holm Mørch.
Astrid er glad for gåturene med mor.
De får undervejs nogle fine samtaler om, hvordan affaldet er endt i naturen, og de er begge helt enige om, at de ikke vil bo på en plastikplanet.
Storesøster på 12 og lillebror på to år er også tit med på de miljøvenlige gåture.
Inga Trab fra Østervrå og hendes barnebarn 7-årige Paw har også været på affaldsjagt, og det var heller ikke spor svært at få sækken godt fyldt.
- Det hele startede med, at jeg skulle passe Paw p. g. a. coronakrisen, og så forslog jeg, at vi skulle samle skrald, og det var Paw helt med på, fortæller Inga Trab.
Projektet faldt virkelig i god jord, og på dag to kunne Paw ikke komme af sted hurtigt nok.
Paw er ikke spor i tvivl om, at vores indsats kan være med til at redde jorden, og han synes, det er synd for naturen med alt det skrald.
Et ekstra plus for Paw, er at finpudse teknikken med gribetangen, der snupper det ene stykke affald efter det andet.
Det miljøbevidste unge menneske fandt snart ud af, at de også kunne sortere affaldet – dåser for sig, glas osv.
Turen er blevet udvidet med en cykeltrailer med to rum – et til plastik og et til dåser og glas, og Paws skarpe øjne overser ikke selv det mindste stykke plastik og alle cigaretskodderne, fortæller Inga.
Paw konstaterede også, at der godt nok er mange, der har spist mælkesnitter.
Lysten til at samle affald er der stadig, og nu er den også udvidet til at omfatte gåturen med familiens hund Viggo, som også har fået færten af skrald.
Det er dejlig, at så mange er begyndt at samle affald, så er der da kommet noget positivt ud af coronakrisen, slutter Inga Trab.
Der er mere derude
Knud Hjørnholm har selv fået jackpot på sine gåture, og hans umiddelbare vurdering er, at det ser pænt ud i byens gader, mens der stadig er en del affald langs byens indfaldsveje.
- Det er især plastik, som jo ikke forgår lige med det sammen, men også slikpapir og hundredevis af tomme cigaretpakker, er noget af det, der falder i øjnene, fortæller Knud og fortsætter:
- Græsset gror, så det varer jo ikke længe, før det bliver så højt, at det gør det lidt mere besværligt at finde affaldet, og der er stadig meget derude.
- Det er ikke spor svært at se, hvor andre samlere er kommet til, så I kan stadig nå det, lyder meldingen fra Knud, og hermed er opfordringen givet videre.