Billede beskrivelse

Flere skagboer kan få billig fjernvarme

Skagen Varmeværk er klat til at udvide forsyningsnettet og levere fjernvarme til nye kvarterer i Skagen

28. december 2020 kl. 05.00

KOMMUNEN: Den ny varmepumpe ved Skagen Varmeværk er i den grad en succeshistorie.

Pumpen blev indfaset i maj og det skete helt problemfrit.

Siden har den vist sit potentiale ved at levere omkring en fjerdedel af værkets varmeproduktion i 2020.

I 2021 forventer værket, at varmepumpen leverer to tredjedele af varmeproduktionen.

Derved er varmepumpen stærkt medvirkende til, at fjernvarmekunderne modtager tilbagebetaling og kan se frem til lave varmepriser i 2021 og fremover.

Skagen Varmeværk sidder ikke på hænderne, når der er mulighed for at udnytte elmarkedet og dermed producere varmen til en god pris samtidig med, at man kan investere i fremtiden.

Den ny varmepumpe har øget kapaciteten betydeligt, og derfor er varmeværket klar til at udvide sit forsyningsområde.

- Vi har regnet på flere kvarterer i Skagen og set på antallet af mulige kunder i forhold til omkostningen til ledningsarbejdet. Vi har kapaciteten, og jo flere forbrugere vi har, desto lavere bliver varmeprisen, så en udvidelse af forsyningsområdet vil forbedre driften til fordel for alle fjernvarmeforbrugere, siger direktør Jan Diget.

Fjernvarmeforsyning er stærkt lovreguleret, og det er blandt andet et krav, at nye fjernvarmeprojekter ud over at være en god forretning for alle varmeværkets forbrugere også skal være positivt for samfundsøkonomien.

Når Skagen Varmeværk kan erstatte olie- og gasopvarmning med grøn fjernvarme, så er det særdeles godt for samfundet, og derfor er mulighederne optimale lige nu.

Værket vil være klar med udbygningsprojekter, lige så snart den ny lov er vedtaget i det nye år.

De kvarterer, som Skagen Varmeværk har i kikkerten, rummer 200 mulige kunder.

Jan Diget ønsker dog ikke at præcisere, hvilke kvarterer, det drejer sig om, før han har fået godkendt projekterne af myndighederne og dermed kan være helt konkret. Det forventes at ske i løbet af årets første måneder.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste