Flere med i lærlingeordning
Den martime lærlingeordning, der huses af MARCOD (Maritimt Center for optimering og Drift) har netop fået tre nye partnervirksomheder.
Victor og KM Automatik i Frederikshavn starter en dele-elektriker-lærling op medio januar, sammen med eksisterende partner Soft & Teknik, og Vestkajens Maskinværksted i Hirtshals indtræder i ordningen med en skibsmontørlærling og yderligere to lærlinge til opstart ligeledes i januar.
Den maritime lærlingeordning startede i juni 2014 med Orskov Yard, Hirtshals Yard, MAN Diesel & Turbo samt VMS Group som frontløberne.
Sidenhen er Mariendal Electrics og Soft & Teknik kommet til og med tre nye partnere ombord omfatter ordningen nu ni virksomheder.
Lærlingeantallet er øget fra 38 til 60 lærlinge og omfatter uddannelserne smed, skibsmontør, industritekniker, elektriker, kontor og lager.
Baggrunden for lærlingeordningen var og er stadig adgang til kvalificeret arbejdskraft, at højne uddannelsesniveauet samt at brande den maritime branche og erhvervsuddannelserne.