Flere en-mands- firmaer trods corona
KOMMUNEN: Vi har langtfra opgivet iværksætterdrømmen. Fra 11. marts til nu er der stiftet flere enkeltmandsvirksomheder end i samme periode sidste år. I Frederikshavn Kommune er antallet steget med 10,2 procent.
Det viser ny analyse fra regnskabsprogrammet Dinero
Efter statsminister Mette Frederiksen annoncerede nedlukningen af store dele af Danmark fulgte en kraftig opbremsning i antallet af nystiftede virksomheder.
På landsplan faldt antallet af nystiftede enkeltmandsvirksomheder i resten af marts med hele 34 procent, og i april faldt antallet med 14 procent.
Men den negative trend stoppede, og en helt ny analyse fra regnskabsprogrammet Dinero viser, at antallet af nystiftede enkeltmandsvirksomheder fra den 11. marts til den 7. december på landsplan er 1,5 procent højere end i samme periode sidste år.
I Frederikshavn Kommune er antallet steget med hele 10,2 procent.
- I et år, som har budt på masser af dårligdomme, er det en virkelig positiv december-nyhed. Vi har som land brug for, at der bliver stiftet nye virksomheder, som kan tænke anderledes og udfordre det eksisterende marked.
- Jeg har fuld respekt, for de nye iværksættere, der giver det et skud nu, og for de gamle iværksættere, som måske vender tilbage, fordi de ser muligheder i dette nye marked, siger Martin Thorborg, iværksætter og adm. direktør i Dinero.