Flere elever på Handelsskolen
Skolen i Kirkegade melder om vokseværk
KOMMUNEN: Der bliver mere fyldt på gangene på Frederikshavn Handelsskole til august med flere nye, unge mennesker.
Der er nemlig allerede 145 unge, der har tilmeldt sig studiestart i august på enten EUD, EUX eller HHX.
Det er allerede nu flere, end der startede sidste år. Det glæder naturligvis direktør Brian Andersson.
- Der er fremgang på alle tre uddannelser, så det er vi selvfølgelig rigtig tilfredse med. Der er stadig mulighed for at søge ind, så fortsætter søgemønstret som sidste år, så ender vi nok med at oprette én eller to klasser yderligere, fortæller han.
Det er HHX, der som vanligt er den mest søgte. Der er stadig plads og mulighed for at melde sig til en uddannelse på handelsskolen via deres hjemmeside eller optagelse.dk. Brian Andersson vurderer, at det er handelsskolens tilbud og arbejde med synlighed i folkeskolen, som er med til at tiltrække eleverne.
- Jeg tror, at det fokus vi har haft gennem årene på innovation, globalisering og et tæt samarbejde med erhvervslivet har manifesteret sig hos vores elever og i lokalsamfundet. Samtidig gør vi en stor indsats for at gøre uddannelsesmulighederne synlige i folkeskolen via brobygning og andre initiativer, forklarer Brian Andersson.