I Skagen Frisk har de gjort så grundigt rent at malingen skaller af. Det råder de nu bod på med en januar renovering.
Livet her

Fiskemanden flytter om

25. januar 2023 kl. 19:00

Det er næsten som at træde ind i en fiskekutter, hvis man her i starten af januar får forvildet sig ind i fiskeforretningen Skagen Frisk, som ellers holder lukket.

Den markante kutterblå farve skinner hen langs væggene, hvor der er fuld gang i malerbøtter og -pensler. Farven hedder faktisk ultramarine og er rigtig nok den, som bruges til at male fiskekuttere, fortæller indehaver af fiskeforretningen Jan Nielsen og peger ned, hvor der endnu ikke er kommet ny maling på og den gamle maling er skallet godt af.

- Det er fordi, vi er alt for grundige, når vi gør rent, griner han og fortæller, at det faktisk ikke engang er lyv, for når de i hverdagene gør rent i fiskebutikken, så foregår det med en højtryksspuler.

Omrokering af fiskedisk

Fiskebutikken har, ligesom nogle af byens hoteller og restauranter holdt lukket en del af januar for at give butikken en overhaling.

- Vi har jo haft butikken her i tre et halvt år nu, og da vi startede op i sin tid troede vi, at vi vidste, hvad der var optimalt indretningsmæssigt, men vi havde ikke helt forudset, hvor stor en del vores køkken- og delikatessevarer ville fylde, fortæller indehaveren og forklarer, at disk og køkken indtil nu har ligget så langt fra hinanden som overhovedet muligt, hvilket har besværliggjort dagligdagen en del i butikken.

Så nu bliver en del af januar altså brugt på at flytte om i butikken og samtidig få opfrisket malingen og andre småting.

Jan Nielsen og Skagen Frisk flytter rundt på interiøret i butikken, så den bliver mere praktisk.

Salget fra køkkenet er blandt andet fiskefileter, fiskefrikadeller, salater og røget laks, gravad laks, remoulade og den slags.

Med omrokeringen skulle det gerne blive noget nemmere for personalet bag disken at kommunikere med køkkenet.

- Om ikke andet, er der nu knap så mange skridt, hvis man skal forlade butikken og gå i køkkenet, fortæller fiskehandleren og oplyser, at afstanden bliver en fjerdedel af før.

Åbner snart

Men ellers er der ikke de store forandringer på vej i fiskeforretningen på Isvej.

- Vi er generelt rigtig godt tilfredse med, hvordan det går, og hvordan tingene ellers fungerer her, siger Jan Nielsen, der dog håber på, at 2023 bliver et mere normalt år end de sidste tre, som har været præget af corona og nu krig, inflation og energikrise.

- Vi har faktisk endnu ikke haft et normalt år - det kunne vi godt håbe på, at i år ville blive, siger fiskemanden.

Udover fiskeforretningen kører fiskeproduktionen som vanligt i Jan Nielsen lokaler bag butikken, som leverer til flere nordjyske restauranter og eksporterer til blandt andet Tyskland.

Skagen Frisk regner med at åbne igen i uge 4. Hold øje med Skagen Frisks facebookside, hvor præcis åbningsdato vil blive lagt op.

Annonceret indhold

Nyeste