Filmmaskinen åbnede dørene
Filmmaskinen under Frederikshavn Kommunale Musikskole holdt torsdag eftermiddag åbnet hus for at fortælle om arbejdet og de muligheder der er for at skabe egne film med afsæt i netop Filmmaskinen.
Nuværende og tidligere elever fortalte om deres oplevelser, og arrangementet sluttede af med, at man så nogle af Filmmaskinens egne produktioner - vel at mærke dem fra sidste år.
Liv Lundholm Pedersen havde travlt med at færdiggøre sin kortfilm, der får premiere om kun 10 dage - en film, som blandt andet har skuespiller Ebbe Trenskov på skuespillerlisten.
Men selv om det er lige op over, så havde Liv god tid til at vise Malthe Qvist fra 8- klasse på Sæbygårdskolen udvalgte klip fra filmen og fortælle om de spændende ting, man kan komme ud for, når man er tilknyttet Filmmaskinen.
Malthe har lavet en del kortfilm på skolen og kunne rigtig godt tænke sig at blive indrulleret i Filmmaskinen.
Men der kommer til at gå et par år.
Man skal være 17 år for at starte og Malthe er 14 år.
Det nye forårshold har plads til 15 elever.
13 har allerede meldt sig, så det er bare om at være hurtig, hvis man vil have en af de sidste pladser, fortæller Mads Palm Jensen, der er producer på Filmskolen.