Billede beskrivelse

Fibernettet er klar til at lukke op

Fremover hænger fiberforbindelse og indhold ikke nødvendigvis sammen

07. juni 2018 kl. 16.27

FREDERIKSHAVN: Det er snart slut med at kigge misundeligt på de tilbud, beboerne på nabovejen har, fordi de takket være deres bredbåndsforbindelse har en anden leverandør af tv-pakker og internet, end den man selv har.

For inden udgangen af 2018 vil der være adgang for indholdsleverandører til at leje sig ind på store dele af det fibernet, el-selskaberne de senere år har gravet ned. Tre selskaber med store fibernet i det nordjyske er med i et samarbejde om at gøre nettene tilgængelige for andre.

Det er et år siden, at Eniig annoncerede, at det i løbet af 2018 ville åbne sit fibernet, så andre tjenesteudbydere får adgang til at bruge infrastrukturen.

Det sker gennem selskabet OpenNet A/S, som er en del af Eniig-koncernen. Siden har man indbudt interesserede fra branchen til at deltage i samarbejdet.

I begyndelsen af maj i år indgik man en samarbejdsaftale med Syd Energi, der sikrer én fælles adgang til de to selskabers fibernet.

Og nu er endnu et fiberselskab steget ombord i samarbejdet. Det er Nord Energi, der gør klar til at åbne sit fibernet.

- Med samarbejdet gør vi det nemmere for andre udbydere at få adgang til fibernettet, og det vil give endnu mere konkurrence og dermed større valgfrihed for vores andelshavere, forklarer Christian Frost Lauritsen, direktør i Nord Energi Fibernet

Nord Energi Fibernet A/S etablerer og ejer fibernettet i blandt andet Frederikshavn.

Nord Energi ruller kraftigt ud de kommende par år og målsætningen er, at minimum 95 procent af husstandene i fiberforsyningsområdet kan tilbydes fibernet i 2020.

Det er OpenNet A/S, som skal være katalysator for aftalen. OpenNet leverer den fælles platform, som får selskabernes systemer til at spille sammen.

Hos den kommende samarbejdspartner betragter Søren Lindgaard, som er bestyrelsesformand i OpenNet A/S og direktør i Eniig Fiber, aftalen med Nord Energi som af et gennembrud i bestræbelserne på at åbne fibernettet for alle danskere.

- Vores hensigt har hele tiden været at gøre åbningen af fibernettet til en fælles opgave for alle fiberselskaber i Danmark, og vi hilser det selvfølgelig meget velkomment, når endnu en fibernetejer indtræder i samarbejdet.

Søren Lindegaard vil ikke komme med en bestemt dato for, hvornår selskaberne lukker fibrene op.

Men i 2018 bliver man i hvert fald færdig med Eniig og TDC, lover han. Herefter kobles de øvrige samarbejdspartnere på så hurtigt som muligt.

- For os i branchen er det stort. Vi gør det i fællesskab uden andre præmisser end at det giver mening - både kompetencemæssigt og økonomisk. Vi deles om udgifterne i stedet for, at vi bygger hver sin platform op.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste