FfI med i Lykkeliga
På onsdag går FfI i gang med en ny satsning - håndbold for børn og unge med et udviklingshandicap
FREDERIKSHAVN: Ffi håndbold starter nu holdet Kanon Kidz Frederikshavn - et hold, der specifikt er rettet mod børn mellem 6 og 15 år, der har et udviklingshandicap.
Holdet bliver en del af Lykkeliga, der er startet af den tidligere professionelle håndboldspiller Rikke Nielsen.
- Selvfølgelig skal Frederikshavn også være med i Lykkeliga, siger Anne Louise Kristensen fra Ffi´s bestyrelse.
- Rikke Nielsen har jo virkelig formået at skabe et fantastisk koncept med Lykkeliga og det har vi haft en god dialog med Rikke om og vi er stolte over at komme med i ligaen, siger Anne Louise Kristensen.
Første træning er allerede onsdag 24. oktober kl. 17.00 på Ffi´s hjemmebane - Idrætshallen.
Her vil trænere Anne, Jesper og Rikke tage imod børnene og finde en masse bolde frem
- Vi ved jo ikke rigtig, om der kommer nogen - men det håber vi. Vi skal have det sjovt og vi skal være et team, og så skal vi selvfølgelig også drible og spille noget håndbold, siger Anne Louise Kristensen.
Lykkeliga er startet op af tidligere håndboldspiller Rikke Nielsen.
Hendes egen datter Dagmar kunne ikke passes ind i de eksisterende foreningstilbud, og så lå det jo lige til højrehånden, at skabe en håndboldaktivitet rettet specifik mod børn og unge med et udviklingshandicap.
Siden har Lykkeliga vokset sig stor og der skyder hold op rundt omkring i mange byer.
Det sker ud fra devisen: LykkeLiga gør udviklingshandicappede børn til håndboldhelte.
Rikke Nielsen kommer og træner holdet i Frederikshavn senere på året på en træningsaften.
Bestyrelsen i Ffi håndbold er glad for at holdet nu starter op og at de tre trænere har sagt ja til at være tovholdere. Nu håber bestyrelsen bare på, at der dukker masser af kommende håndboldspillere op, siger Anne Louise Kristensen.