Festlig aften i vente
KOMMUNEN: Der er en festlig aften i vente i Bamsemuseets café ved mindestøtten i Østerby, hvor de litterære caféaftener fortsætter .
Onsdag 15. juli kl. 20 er temaet et af Drachmanns-Kvartettens populære klassikere: Vin, kvinder og sang.
Som det er tilfældet med de øvrige aftener i sommer består også denne aften af en første afdeling med Drachmann-tekster og en anden afdeling med tekster af digtere, som Hans Hartvig Seedorf, Nis Petersen, Sigfred Pedersen og andre danske og nordiske digtere.
Drachmann-Kvartten, som består af ægteparrene Ann-Marie Gabrielsson og Jesper Hegaard samt Birgit og Poul Bernth, vil gøre deres til, at der bliver tale om en festlig og afslappet aften med mulighed for at nynne med på kendte viser og sange. Fællessang er jo ikke tilladt i øjeblikket.
Det var med en vis spænding kvartetten flyttede de populære aftener fra Drachmanns Hus i Vesterby til cafeen i Østerby. Men folk har heldigvis fundet vej, og det er blevet til nogle hyggelige aftener, hvor folk er placeret efter forskrifterne, og hvor der er mulighed for afspritning og indtagelse af gode vine og andre forfriskninger.
I morgen, torsdag kl. 11.15 fortæller Poul Bernth om ”Drachmann og Vendsyssel”, og på tirsdag kl. 11.15 fortæller Birgit Bernth om ”Drachmann og damerne”.
På næste onsdag hedder aftenen ”Havet og Kærligheden”.