Festdag ved kirken
Alt er klar til det traditionsrige Abildgårdmarked
FREDERIKSHAVN: Når kirkeklokken ringer fra tårnet i Abildgård Kirke lørdag 31. august kl. 10, så er det tegn på at dørene åbnes til det traditionsrige Abildgårdmarked.
Gudstjenesten er i gang på plænen syd for kirken og inde i kirken er der pyntet op og boder er gjort klar til det store rykind.
Når boderne åbnes, kan man redde sig hjemmelavet syltetøj, håndstrikket børnetøj eller smukke drejede lysestager i træ.
Er heldet med en, kan man vinde i tombolaen eller byde auktionen, hvor man kappes om at få de flotte ting med hjem.
For alle børn og barnlige er der helt særlige aktiviteter.
Trylleshow m/ Trylle Carina. Hoppeborg. Bål. Hønseklat-bingo. Børnetombola.
Her er alle chancer for en sjov dag for hele familien, både børn og barnlige bedsteforældre.
Loppemarked er en stemningsfuld del af markedet.
Her handles, pranges, købslås og grines, når de mange spændende lopper sælges.
Lækkersulten kan stilles med vafler, pølser, sodavand, lagkage, kaffe eller den lækre markedsmenu.
Traditionen tro skal der også trædes i pedalerne.
I hvert fald når cykelsponsorløb skydes i gang.
Det er et løb med ægte løbsstemning, en heppende folkemængde og en passioneret speaker.
Det er et løb, hvor alle kan være med.
- Her kan du cykle i det tempo og på det køretøj, som passer dig bedst – barn eller voksen, ung eller gammel, siger Knud Erik Andersen, som er en af arrangørerne af cykelløbet.
Invester 1 time i motion og en god mavefornemmelse! – for med cykelløbet er man med til at cykle penge ind til bekæmpelse af fattigdom og til hjælp for Abildgård Kirkes venskabsmenigheder i Tanzania og Cambodia.
Ideen i cykelsponsorløbet er, at man selv skaffer sponsor(er), som vil støtte en pr. kørt km eller med et fast beløb.
Løbet er på 1,6 km rundstrækning i Abildgårdkvarteret.
Der er også præmie for flest kørte kilometer, størst indkørte beløb, m.m.
Så smør cykelkæden og spænd hjelmen og vær med til at skabe en bedre fremtid for nogle af verdens fattige.
Man kan også støtte fattigdomsbekæmpelse ved at gå 500 skridt rundt om Abildgård Kirke.
Det hedder kirkeGANG og er for familier, mænd og kvinder, børn og voksne, venner i små eller store grupper, foreninger, som gerne vil gå en tur og samtidig støtte en rigtig god sag.
Hvert skridt tæller! Så om man går kort eller langt, er man med til at støtte Abildgård Kirkes venskabsmenigheder i Tanzania og Cambodia, som bekæmper fattigdom.
- Find dig en sponsor og snør dit yndlingsfodtøj og gå en tur, opfordrer John Kingo Kristensen, som er med til at planlægge vandreeventen.
Al overskuddet fra Abildgård Marked går til fattigdomsbekæmpelse i Tanzania og Cambodia og det er ikke to tilfældigt valgte lande. Abildgård Kirke har venskabsmenigheder i de to lande og har besøgt kirkerne der - ligesom de har besøgt Abildgård Kirke. Venskaber er knyttet hen over landegrænser og mellem verdensdele.
Derfor arbejder Abildgård Kirke sammen med mange frivillige medarbejdere for at få et flot marked op at stå – et marked som også støttes af gavmilde sponsorer fra Frederikshavn og omegn.
Og derfor indbyder Abildgård Kirke til marked med masser af spændende aktiviteter, for at skabe et overskud, der kan hjælpe med til at skabe en bedre fremtid for nogle af verdens fattige – og ved Abildgård Marked gælder det Tanzania og Cambodia.