Billede beskrivelse

Farvel til kørekortet: Fartgal ung mand kørte alt, alt for hurtigt

Blev flere gange målt af politiet med alt for høj hastighed - kørte mere end dobbelt så hurtigt som tilladt

24. april 2020 kl. 12.47
Opdateret kl. 14.24

NORDJYLLAND: Nordjyllands Politi har været ude at måle hastighed i hele kredsen, og forleden stoppede de en 22-årig mand i Frederikshavn, der kørte alt, alt for hurtigt.

Den unge mand blev målt to gange, den ene gang til 126 km/t i en 70 km/t zone - men som om det ikke var nok, så blev han også målt til at køre 165,6 km/t på en landevejsstrækning, hvor hastighedsgrænsen er 80 km/t.

Det oplyser Nordjyllands Politi i fredagens døgnrapport.

Den sidste forseelse koster en ubetinget frakendelse af kørekortet, fordi der er kørt mere end 100 km/t og hastighedsgrænsen er overskredet med mere end 100 procent. I tilgift talte den unge fartdjævel også i håndholdt telefon under kørslen.

Udover at sige farvel til kørekortet, så venter der også en ganske anseelig bøde til den 22-årige; i alt kommer han til at bøde i omegnen af 10.000 kroner.

Politiet har hele ugen haft særlig fokus på fartsynderne, og forleden stoppede man på to timer 17 bilister på en vej ved Hadsund, hvor hastighedsgrænsen er 70 km/t.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste