Fantastisk aften med fantastisk fortæller
100 tilhørere tryllebundet af Mathis Hus Nørgaards beretninger om to års rejse med Siriuspatruljen
100 tilhører blev onsdag aften tryllebundet af Mathis Hus Nørgaards beretninger om to års rejse med Siriuspatruljen - den spændende beretning blev ledsaget af fantastiske billeder og filmklip.
Lyden fra slædens meder og fra de 13 slædehunde kunne næsten høres, så levende var ordene til foredraget på Frederikshavn Bibliotek med Mathis Hus Nørgaard, der fortalte om sin 26 måneders lange rejse med den ene af Danmarks tre specialstyrker - Siriuspatruljen.
Alle pladser var besat og tilhørerne fik virkelig valuta for den flade 50’er, de havde givet for at komme ind.
Siriuspatruljens opgave er at suverænitetshåndhæve Danmarks ret til Nordøstgrønland. Patruljeringen udgår fra den faste base Daneborg. Et job med Sirius er 26 måneder, det første år er man lærling og andet år mester. Den der bliver optaget i Siriuspatruljen er nødvendigvis ikke den stærkeste og hurtigste, men den der kan samarbejde og som er mest udholdende - for efter en lang da på isen skal der også laves mad hjemme i lejren.
I løbet af aftenen kom tilhørerne med hele vejen rundt. Mathis kom ind på lidt af det hele. Levende og detaljeret fortalte han om forberedelser til at blive en del af patruljen, og hvordan det så var, at være der i virkeligheden.
Hvad får en ung mand til at drag væk fra alt, hvad han kender, og hvordan forbereder man sig til disse ekstreme forhold. Vi taler immervæk om -50 grader, vilde dyr og storslået natur?
Et minikursus som tandlæge eller hvad med små operationer, først på døde dyr og bagefter på små levende hunde. Livsnødvendige kompetencer for at overleve i ødemarken. Dertil kommer færdigheder i både syning og madlavning.
Forholdet til de 13 hunde bliver helt specielt, forklarede Mathis, de eneste man ikke bliver træt af - i modsætning til sin makker, som man godt kan få et lidt anstrengt forhold til efter seks måneder.
Mathis er en eminent fortæller, og på samme tid ydmyg og beskeden. En fantastisk aften med drama, interessante oplysninger, rørende øjeblikke og humor, kombineret med et hav af flotte billeder og filmklip, som det kan være en total udfordring at få i kassen på grund af kulden.
De 100 tilhører lyttede åndløst og bagefter blev der stillet mange spørgsmål og kigget med store interesse på de mange effekter, som Mathis havde medbragt.
Måske er du interesseret i at høre Mathis Hus Nørgaards beretning, så er chancen der igen, 16. januar, på Frederikshavn Bibliotek. Du kan allerede nu bestille billetter på bibl.frederikshavn.dk, men skynd dig, der bliver rift om dem!