Familieskab skal styrke kendt Vendsyssel-firma

27-årige Daniel Rørbæk er indtrådt som medejer af Rørbæk Biler og som leder af Frederikshavn-afdelingen

16. august 2017 kl. 07.00

Hvem kender det ikke? Man ringer op til et firma og telefonsvareren fortæller: Du har nu følgende muligheder. Tast 1 for... osv.

Men sådan er det ikke helt, når man ringer til Rørbæk Biler i Hjørring. Her overraskes man inde i taste-remsen af: "For Søren Rørbæk, tast fire".

Med andre ord direkte adgang til ejeren og direktøren uden nogen form for omstilling. En sjældenhed af den positive slags og samtidig meget sigende om manden bag det kendte bilfirma Rørbæk Biler med afdelinger i Hjørring og Frederikshavn.

God kontakt til kunderne ligger 56-årige Søren Rørbæk stærkt på sinde, og at han har forstået at udnytte det, vidner dels en flot udvikling af hans forretninger med salg af nye Hyundai og brugte biler om og dels det forhold, at han i fjor faktisk blev kåret som Europas bedste Hyundai-forhandler!

100 procent familiedrevet

Og nu udvikles og styrkes firmaet yderligere. 27-årige Daniel Rørbæk, der som bilmand for længst er kørt i faderens hjulspor, er indtrådt som medejer samtidig med, at den hidtidige medejer og daglige leder af forretningen i Frederikshavn, Poul Jensen, er udtrådt.

- Vi er nu et 100 procent familiedrevet firma, forklarer Daniel Rørbæk, der står i spidsen for Frederikshavn-afdelingen.

Han er uddannet biløkonom og har senest været salgschef hos RAF Motors i Horsens, Danmarks største autoriserede Hyundai-forhandler.

Rørbæk Biler i Hjørring og Frederikshavn vil som hidtil fungere som to selvstændige afdelinger - men med udvidet samdrift. Man vil bl. a. udnytte de muligheder, der ligger i at kunne placere de forskellige biler enten i den ene eller anden forretning, nemlig ud fra behov, efterspørgsel og praktiske forhold m.m.

Udvider brugtbil-salget

Med Daniel Rørbæks indtræden som medejer bliver der sat yderligere fokus på virksomhedens brugtbil-salg:

- Planen er, at vi som minimum skal have 200 brugte biler på lager i de to forretninger mod hidtil omkring 150, fortæller Daniel Rørbæk, der i øvrigt går i faderens fodspor, når det gælder den direkte kontakt via telefonen: "For Daniel Rørbæk, tryk..."

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste