Færre sommerafgange fra Frederikshavn
Nordjyske Jernbaner laver nødplan og går til timedrift om eftermiddagen
FREDERIKSHAVN: Mangel på lokomotivførere har fået Nordjyske Jernbaner til at ændre i køreplanen og lave en nødkøreplan i juli og indtil 11. august.
Tog fra Frederikshavn til henholdsvis Skagen og Aalborg og Hjørring-Hirtshals rammes, idet Nordjyske Jernbaner opgiver halvtimedriften om eftermiddagen.
- Vi kan se, at vi ikke kan holde den nuværende køreplan, når lokomotivførerne skal afvikle ferie. Derfor har vi valgt at lave en ny køreplan i den periode, hvor der er færre pendlere, og hvor der ikke er skoleelever med toget, siger Peter Hvilshøj, som er administrerende direktør for Nordjyske Jernbaner.
Han minder om, at da DSB kørte strækningen fra Aalborg til Frederikshavn, var der også kun timedrift og da presset på sommertiden forventes at være mindre, kan årets nødplan sagtens ende med at blive en endelig plan for somemrtiden næste år.
- Efter ferien vil vi evaluere det. De erfaringer, vi gør, vil vi tage med i overvejelserne, når vi laver køreplanen næste år. Måske er der ikke behov for så mange tog i sommerferien, siger Peter Hvilshøj.