Fælles om koncerter

01. maj 2017 kl. 08.00

Frederikshavn Bykor og Skagen kirkes motetkor har indledt et nyt samarbejde om en koncert, hvor de to kor sammen opfører en koncert med kantater af Bach og Buxtehude under medvirken af professionelle sangere.

Koncerten vil også indeholde Bach koraler sunget af professionelle sangere. Koret vil blive ledsaget af et lille orkester bestående af violiner, bratsch, cello, kontrabas samt orgel.

Den afsluttende koncert finder sted søndag den 28. maj kl. 16 i Skagen kirke og kl. 19.30 i Fladstrand kirke i Frederikshavn.

Det oplyser formanden for Frederikshavn Bykor Ingrid Madsen.

Hun forklarer videre, at en koral er en melodi, der anvendes til fælles salmesang i kirken. Koraler er typisk knyttet til den lutherske kirke.

- Og en kantate er et større musikstykke for kor, solosangere og orkester, typisk komponeret til en bestemt højtidelig lejlighed som for eksempel 1. søndag i advent. Dette er netop tilfældet med Bach kantaten " Nun komm der Heiden Heiland".

Frederikshavn Bykor ledes af tenor Jens Olav Heckmann mens Skagen kirkes motetkor ledes af Rikke Kursch organist ved Skagen kirke.

De professionelle solister er sopran: Anna Maria Wierød, bas Tore Asbjørn Hansen og tenor Jens Olav Heckmann. Jens Olav Heckmann er samtidig Frederikshavn Bykors dirigent og har arbejdet med bykorets indstudering af de to kantater: Bach "Nun komm der Heiden Heiland" og Buxtehude "Alles was ihr tut". Rikke Kursch har taget sig af indstuderingen med Skagen kirkes motetkor. De to kor har mødtes til fællesprøver undervejs.

Samarbejdet mellem Frederikshavn Bykor og Skagen Motetkor, der tilsammen udgør et kor på ca. 40 korister, har som hovedmål haft en opførelse af disse to kantater.

Orkesteret, der ledsager kor og solister består af medlemmer af Aalborg symfoniorkester.

Ved koncerten får publikum også lejlighed til at høre organist ved Løkken kirke Claus Bach spille en Bachkoral samt de tre sangsolister igen, der nu hver synger en Bachkoral.

Dirigent ved koncerten er Rikke Kursch.

- Ovennævnte projekt har Frederikshavn Bykor ikke kunnet løfte alene og derfor spurgte vi i bykoret Skagen kirkes motetkor og dettes dirigent Rikke Kursch om de ville være med, fortæller Ingrid Madsen.

Rikke Kursch var i flere år dirigent for netop Frederikshavn Bykor, men bor i dag i Skagen.

Projektet er blevet finansieret gennem sponsorater fra Skagen kirke, Frederikshavn kirke og Roblon fonden.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste