Billede beskrivelse

Euronics i Møllecentret bliver til Elsalg i april

Vi glæder os til fortsat vækst og udvikling

03. april 2018 kl. 17.08

Da den kæmpestore, europæiske elektronikkæde, Euronics, trådte ind på det danske marked, var der mange ikke mindst i de mindre og mellemstore byer, der meldte sig under fanerne.

Det har nemlig hele tiden været Euronics strategi, at butikkerne skulle være lokalt forankret og tæt på kunderne samtidig med, at man selvfølgelig kunne konkurrere på prisen.

Frederikshavn fik sin Euronics i slutningen af 2016, da Mogens Vittrup sammen med to andre gode folk fra Fona slog dørene op til deres nye lokale elektonikvarehus i Møllecentret.

Og de er kommet turboladet fra start, så selv om de skifter navnetræk i løbet af denne måned, så er der så meget dynamisk vækst, at forretningen kun vente sat blive yderligere styrket.

- Det kan ikke undgå at give os en styrket position, så vi glæder os til fortsat vækst og udvikling.

- Vi får en meget større faglig bredde i virksomheden og mange gode kolleger fordelt over hele landet, siger Mogens Vittrup, som forventer at det nye skilt kommer op over butikken i denne uge.

Navneskiftet kommer fordi elektronikkæden Euronics lægges sammen med hvidevarekæden EL-Salg.

De to kæder, der tilsammen tæller 169 butikker i Danmark, Grønland og Island, lægges sammen i løbet af april og markedsføres efterfølgende under EL-Salg/Euronics.

Det er aktieselskabet A/S El-Salg, der står bag begge kæder.

- De to kæder har indtil for nylig haft hver deres meget klare koncept og fokus. Men den seneste tid har vi gjort meget for at løfte og udvide sortimentet i EL-Salg-butikkerne fra udelukkende at være hårde hvidevarer til også at være elektronik.

- Det betyder, at vi stille og roligt har udvisket forskellene mellem de to kæder, siger direktør Tomas Holm Hedehus.

I mellemtiden er EL-Salg-kæden også blevet en del af Euronics-kædens internationale indkøbssamarbejde, hvilket betyder, at de lokale EL-Salg-butikker allerede nu handler ind sammen med de øvrige 11.000 butikker i Euronics-kæden.

Dermed står EL-Salg-kæden stærkere i dag, end den gjorde for få år siden.

- Og det betyder, at vi nu også er klar til yderligere at styrke kædens position på det danske marked, siger direktøren.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste