Et spændende skoleår i vente

03. august 2020 kl. 07.53

Af Rektor Thomas Svane, Frederikshavn Gymnasium

Med en gentagelse af det store optag på stx fra sidste år, venteliste til hf, de første nye elever på både Sportsakademiet Frederikshavn og Maritim Student STX, samt et rekordoptag på Maritim Student HF ser næste skoleår rigtigt spændende ud på Frederikshavn Gymnasium.

Næste skoleår stempler 161 nye elever ind på gymnasiets stx og knap 60 nye elever på hf. Det giver 6 nye stx-klasser, en ny hf-klasse samt en næsten fyldt klasse med elever på Maritim Student HF. Jeg er da også rigtig glad for de mange nye elever og den positive opmærksomhed, som gymnasiet oplever i denne tid.

Vi er både glade for og stolte over de mange nye elever næste skoleår. Det må jo betyde, at vi gør mange ting rigtigt. Jeg er ret sikker på, at de unge har valgt Frederikshavn Gymnasium, fordi de ved at både det faglige og det sociale er helt i top hos os. De kan se frem til nogle fede år på gymnasiet og bliver godt rustet til såvel livet som videre uddannelse.

Med flere nye tiltag som studiejob og sport på skemaet, eftermiddagsaktiviteter på skolehjemmet samt de første elever på den nyoprettede Maritim Student STX, ser skoleåret på Maritim Student særdeles spændende ud.

Det er svært at få armene ned over det, vi er i færd med at skabe på Maritim Student. Mange af byens maritime virksomheder, Frederikshavn Sejlklub og ungdomsskolen er med i projektet, og vi har flere elever end nogensinde tidligere. Det er da fantastisk.

Sidst, men ikke mindst, er de første elever på Sportsakademiet Frederikshavn optaget på gymnasiet. Sportsakademiet Frederikshavn er et nyt tiltag mellem ungdomsuddannelserne i byen, og er et tiltag, der skal give unge, engagerede sportsfolk bedre rammer om deres uddannelse. I skrivende stund ser det ud til, at godt 20 elever starter på Sportsakademiet Frederikshavn næste skoleår, og eleverne optages i tæt samarbejde med deres respektive foreninger. Det nye tilbud støttes økonomisk af både Frederikshavn Erhvervsråd og Frederikshavn Kommune.

Vi forsøger hele tiden at udvikle vores gymnasium. Både indhold og rammer skal være i orden, hvis eleverne skal vælge at tage deres uddannelse hos os, og jeg synes, vi er rigtig godt med. Vi glæder os i hvert fald til at åbne dørene til et nyt skoleår og tage imod de mange nye elever”, slutter rektor Thomas Svane.

De nye elever starter skoleåret på Frederikshavn Gymnasium onsdag d. 12. august.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste