Et klem på harmonikassen
Squeezebox er en ny festival med fokus på harmonikamusik på en helt ny måde
Harmonikaen var omdrejningspunktet på Squeezebox International Accordion Festival, en ny festival, der i weekenden blev afviklet i Frederikshavns regionale spillested, Det Musiske Hus.
Initiativtageren er 37- årige Mette Duedahl Pedersen fra Aalborg, der selv begyndte at spille harmo- nika som syvårig.
Hun vil gerne rykke ved harmonikaens omdømme og folks fordomme om harmonikamusik, og præsentere harmonikaen i nye, overraskende musikalske sammenhænge.
- Herhjemme forbinder mange harmonikaen med traditionelle harmonikatræf, men vi viser, at det kan være meget andet. Og at harmonika også spilles af unge mennesker, siger Mette Duedahl Pedersen, der selv spiller i bandet White Wables.
Musikerne kommer fra Danmark, Norge, Sverige og Finland, og Nordisk Kulturfond støtter Squeezebox Festival med 120.000 om året de første tre år.
- Det tager vi som en anerkendelse af, at vi præsenteret et nybrud inden for rytmisk musik i Skandinavien, og målet er at få flere til at spille harmonikamusik i alle mulige genrer. Squeezebox skal være en musikfestival med højt kunstnerisk ambitionsniveau, siger Jens Ole Amstrup, der som festivalleder også står for fundraising og pr.
- Støtten fra Nordisk Kulturfond forpligter os til at levere kvalitetsmusik og en professionel præsentation, siger Jens Ole Amstrup, der også havde sørget for plads til paneldebat om harmonikaens historie og fremtid.
Squeexebox tyvstartede i 2016 som et endags-arrangement, men er i år over tre dage, og programmet for næste års festival er allerede i støbeskeen.
Arrangørerne har blandt andet lavet aftaler med bandet Perlefar fra Aalborg, Frode Halti, Over Stok og Sten, Benny’s Tøzer og Mette Duedahls egne White Wables.