Et års fødselsdag i Rygklinikken Østervrå
- For et år siden åbnede jeg dørene til Rygklinikken Østervrå og bød indenfor i Sundhedshuset, fortæller Trine Falden, fysioterapeut og sygeplejerske.
- Det var en lang proces at nå dertil, både praktisk og mentalt, da det er et stort spring at opsige sin faste stilling og blive selvstændig. Familiens og venners kærlige opbakning har været helt afgørende for, at drømmen blev til virkelighed. Siden da har det været en interessant opgave at bringe stemning og liv i de lyse og skønne lokaler.
Der er så mange mennesker, som dagligt er belastet af smerter og problemer med ryggen. De har hver deres vidt forskellige forhistorie med rygskavanker og alle oplever smerterne på sin egen måde. Man kan aldrig diskutere smerter, da det altid er en individuel oplevelse, om man har ondt eller ej. Der er ikke to mennesker eller to rygge, som er ens.
Respekt for mennesker
- Jeg har stor respekt for menneskers evne til at forandre deres tilgang til rygproblemer og smerter og dermed opnå en bedre livskvalitet. Ofte handler det om at få mere viden omkring kroppen og ryggen og om smertemekanismer. Og om at få klarhed over, om der er fare på færde i ryggen, om frygt og om at få afklaret om bestemte bevægelser kan skade ryggen. Samt om at få vejledning i at bruge kroppen på sunde og hensigtsmæssige måder, der tager afsæt i den enkeltes situation. For mange kan små justeringer i hverdagen og en optimeret balancegang mellem aktivitet og hvile gøre en betydningsfuld forskel i positiv retning. Især når der i dagligdagen suppleres med individuelt tilrettelagte øvelser, hvor fokus er forskelligt alt efter den enkeltes behov. Det kan være at styrke svækket muskulatur. Eller strække på stramme kropsdele. Eller afspænde muskulatur som er opspændt eller noget helt fjerde, siger Trine Falden.
- Mange tak til alle der har vist mig tillid og er mødt op enten til individuel behandling eller på mine ryghold og yogahold. Det er mig en ære og et privilegium at blive vist den tillid og få lov til at hjælpe. Det er en personlig og faglig glæde for mig at stå på sidelinjen til et andet menneskes udvikling og rejse hen imod en bedre livskvalitet, hvor smerter og rygproblemer ikke længere altid kaster sin lange, mørke skygge ind over tilværelsen. Det rører mig at se og høre et menneske, ofte med langvarige rygproblemer, føle sig bedre i stand til at håndtere hverdagen.
At flyve selv
Mange mennesker har forsøgt forskellige former for behandling og adskillige af slagsen, og har oplevet kortvarig effekt. En del har været lige ved at opgive at det nogensinde kunne blive bedre. Min erfaring er at langt de fleste mennesker er trætte af at være afhængige af behandlere på den lange bane for at have en tålelig tilværelse. Jeg stræber efter at de mennesker, der opsøger Rygklinikken Østervrå, lærer sig redskaber på egen hånd til at håndtere udfordringer med ryggen.
- Som behandler og medmenneske synes jeg, at det er en gave at opleve når et andet menneske, der længe har følt sig begrænset af rygsmerter, lærer at flyve selv.