Billede beskrivelse

Er naboens græs grønnere? Hjortene slippes løs

Bangsbo Dyrehave tester det gamle mundheld: Nu slippes hjortenen nemlig løs på en 3½ hektar stor naboeng

06. marts 2021 kl. 07.45

FREDERIKSHAVN: Der er en ur-sandhed i det gamle mundheld om at græsset altid er grønnere på nabo-engen end lige der, hvor man græsser i øjeblikket.

Sådan er det måske også for hjortenene i Bangsbo Dyrehave, som ganske vist har 51 hektar at boltre sig på, men alligevel ser lidt misundeligt på det lækre græs, der gror på det kommunalt ejede eng-areal langs Bangsbo Å i umiddelbar forlængelse af Dyrehaven.

Men nu er det slut for engarealet på 3,5 hektar lægges til dyrehaven - og så er det bare med at kaste sig over det grønne veldækkede bord.

Der har længe været et ønske om udvidelse af dyrehaven, men hidtil har det kun været muligt at lave en smal passage mellem Bangsbo Dyrehave og engarealet, idet Forsvarsministeriet har et højt hegn rundt om Depot Grelshede.

Nu er det imidlertid lykkedes at lave en aftale med Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse om at flytte hegnet længere mod øst.

Derved bliver der passage på op mod 40 meter, og det er nok til at hjortene vil passere - selvfølgeligt lokket af lækkerierne i engen, som tidligere er blevet afgræsset af får og kreaturer.

Udvidelsen af Bangsbo Dyrehave med engarealet vil derfor give en årlig besparelse på driftsomkostninger, idet hjortene nok skal spise sig gennem engarealets lækre græs.

Dertil kommer en fordel i, at hjortene forventes at kunne søge ro i denne del af dyrehaven, hvilket de særligt har brug for om foråret, når der kommer nye kalve.

Adgangsforhold for publikum ændres ikke som følge af udvidelsen.

Kongestien går gennem engen, og der sættes en ny klaplåge i den sydlige ende.

Ved Grelshedevej etableres en ny port med færist, som kan opfylde Forsvarets krav til kørsel fra Grelshede Depotet og sikre publikums adgang denne vej.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste