Er du mellem 18 og 27 år? Så er der et særligt jobtilbud til dig

24. oktober 2023 kl. 20.00

Er du mellem 18 og 27 år og sprængfyldt med idéer, så vil Skagens Museum rigtig gerne have fat i dig.

Skagens Museum søger nemlig unge, som ikke nødvendigvis har erfaring med kulturprojekter eller ved en masse om skagensmalerne, men blot er bevidste om, hvad der får dem ud af døren og hvornår de har lyst til at hive deres venner med.

Billede beskrivelse

Det er et led i museets større strategi om at skabe flere fællesskaber, at de nu søger unge lønnede medarbejdere til at skabe idéer og udvikling på museet.

De unge er eksperter i unge

- Vi vil gerne appellere til de unge og have, at de skal føle sig mere velkomne på museet og bruge museet og have fællesskaber på tværs her. Og derfor søger vi de unge, for de er jo eksperterne i, hvad de selv kan lide, siger Ingeborg Dochedahl, som er projektleder på projektet Ægte Ung på Skagens Kunstmuseer.

Alle med idéer er velkomne

Om du er fodboldspiller, tømrerlærling, grafiker, pædagogstuderende eller hiphop-entusiast er du velkommen i folden på museet, som drømmer om en bred og forskelligartet flok unge i deres projekt.

Ingeborg Dochedahl vil helst ikke lægge sig fast på, hvad de gerne vil have fra de unge, da det netop er de unges idéer, som museet søger, men det kunne for eksempel være alt fra koncerter, byggeprojekter til debatter, madevents eller noget helt andet.

Museet glæder sig til de unge

Museet vil heller ikke på forhånd hverken lægge sig fast på, hvor mange der skal ansættes eller hvor mange timer, men den unge skal som minimum helst kunne arbejde en gang om ugen.

- Vi er fleksible i forhold til arbejdstiden for de unge, så det passer ind i det liv, som de ellers lever, hvor de måske skal passe uddannelse, venner og fodboldtræning, siger Ingeborg Dochedahl.

Og de glæder sig på museet og sidder klar til at hjælpe med at realisere de idéer, som de unge kommer med.

Billede beskrivelse

- Vi sidder helt klar og glæder os til at inddrage de unge og sammen skabe nogle nye ting her på museet. Og så håber vi, at de unge får en rigtig god oplevelse hos os, siger projektlederen fra Skagens Kunstmuseer.

De ledige stillinger på Skagens Kunstmuseer er deltidsstillinger og løber fra nu og hele 2024 ud.

Ansøgningsskema kan findes på Skagens Museums hjemmeside eller via museets sociale medier, som Facebook, Instagram og Linkedin. Ansøgningsfristen er 9. november.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste