Er der nedfaldsfisk i åen?
FREDERIKSHAVN: Nogle lystfiskere har kedet sig lidt i vinter, især åfiskerne.
Ørrederne er nemlig fredet fra 16. november frem til 15. januar.
Mange af de indendørs aktiviteter i lystfiskerforeningen har også været aflyst på grund af Corona. Så det har været surt show.
Kystfiskeren må fiske efter havørred, det der kaldes den blanke havørred er ikke fredet – men Lokalavisens udsendte har nu ikke hørt om særlige fangster fra hverken ”Guldkysten”, ”Simons rev” eller andre fiskesteder på kysten.
Nogle går stille med dørene – der er helt sikkert fanget fisk.
Blev du mad-inspireret i Lokalavisens fiskespalte først i december sidste år – så er der stadig torsk at fange langs den nye mole i Frederikshavn – men det kræver jo at du kommer derud.
Ørredfiskerne må fiske i vandløbene fra 16. januar, men der er ikke meget at komme efter.
Er du heldig at få en fisk er det sikkert en ”nedfaldsfisk”. Hvad er så det ? Jo, det er en havørred der har været oppe i åen her i vinter og gyde. Den er mager og kedelig – en sådan fisk slipper lystfiskeren normalt fri igen.
Engang var der i mange vandløb en fast bestand af bækørred, en slags dværgform af ørreden som blev i vandløbet hele tiden – men den er næsten væk nu.
Der er en charmerende fisk med flotte røde prikker – og nogle fluefiskere mener det er lystfiskeriets poesi. Men den er næsten uddød.
Det vil lystfiskerforeningen i Frederikshavn gøre noget ved.
Derfor el-fisker foreningen efter moderfisk og avler fisk for at supplere bestanden af havørred.
I efteråret 2020 var der lidt for meget rogn til avl.
De ekstra fisk, der kommer ud af det skal gå ved foreningens dambruger i 2 – 3 år.
Så forsvinder deres vandre-gén.
Det betyder, at de kan udsættes i vandløbene når de er 25-30 cm – og bliver der som bækørreder.
Fiskene skal helst skånes, d.v.s. genudsættes selvom de er fine på grillen i stanniol. Høj moral er nøgleordet her.
Som nævnt er der endnu ikke meget at komme efter i vandløbene når fredningen slutter – men af og til kan man fange ”grønlændere”.
Nu skal vi i Lokalavisen ikke ind på politiske emner som ”eskimo-is”, ”neger-boller” og den slags – men hvad er en ”grønlænder” når vi snakker lystfiskeri ?
Der er en lille havørred som er for ung til at gå på grydevandring i vandløbet, men den kan have problemer med stofskiftet i havet – derfor trækker den ind i åens nederste del når vejret er koldt.
Det er ikke sådan at den trækker ind – bliver der – og trækker ud i havet igen efter nogle uger. Nej, den trækker ofte frem og tilbage dagligt – alt efter vejret - så nogle gange kan man fange nogle – andre gange er åen død.
Som nævnt kan fisken have problemer med stofskiftet, mest ved vestvendte åer hvor saltholdigheden er større end her hos os.
Men ved hårde vintre kan der være et godt fiskeri efter ”Grønlændere” selv i åer ved østvendte kyster.
De fleste ”grønlændere” er hunner – de små hanner er nemlig gået på gydevandring sammen med ældre damer.
Vil man gerne have en god fiskebestand i vandløbene skal man tænke på ”no-kill”, således også med hen syn til ”grønlænderne”.
Biologerne siger ”No-go” til at fiske efter dem.
Det skyldes simpelthen at fisken ikke tåler at komme op af vandet og genudsættes hvis det er meget koldt – så skades øjnene og fiske kan blive blind.
De fleste ”grønlændere” er nemlig under lovens mindstemål på 40 cm.
Men fanger du en over målet er der god fight og fin mad hvis du beholder den. Og den tager gerne kulørte fluer.
Den erfarne havørredfisker Ernst Michelsen fra Aalborgområdet brugte gerne fluen Camasunary Killer til fiskeri efter ”Grønlændere”
Camasunary Killer, en af Michelsens kulørte favoritter når der var ”grønlændere” på det yderste stykke af Lindenborg Å
Det sjove navn ”grønlænder” blev skabt da der for mange år siden var en fiskehandler i Ålborg der importerede små blanke fjeldørreder fra Grønland – de ankom saltede i tønder – var omkring 40 cm lange – deraf navnet.
”Grønlænderen” bliver ofte forvekslet med en lille laks.
Den har få pletter, ofte kun X-er over sidelinien, sølvblank og tit er halefinnens bagkant buet indad som på laksen.
Af Henning Jakobsen Lystfiskerredaktør h.v.jakobsen@webspeed.dk