Endelig landfast: Skoleskibet Danmark er retur
Retur efter seks uger til havs - nu er eleverne tilbage på skolebænken igen
Sidste uge vendte Skoleskibet Danmark hjem til Frederikshavn fra togt 109.
På grund af COVID-19 havde eleverne været isoleret siden 1. marts hvor de påbegyndte deres uddannelse til skibsassistent på Martec.
De havde derfor ikke haft mulighed for at holde friweekender sammen med deres pårørende.
Ikke mindst derfor var besøget af de pårørende i forbindelse med afmønstringen af Skoleskibet Danmark imødeset
med længsel.
Traditionen tro blev de pårørende til eleverne på Skoleskibet Danmark inviteret til en privat afslutning og rundvisning på skibet efter endt togt.
Det var en stor dag for både pårørende og elever, som med stolthed viste skibet frem og fortalte om deres oplevelser på togtet.
De første fire uger af deres uddannelse boede de afskærmet fra resten af omverdenen på Martecs skolehjem, hvor de kun måtte forlade skolen for en tur i den omkringliggende natur for at undgå smitterisiko.
26. marts påmønstrede de skoleskibet, hvorefter de endelig kunne sætte sejl 3. april. Den mellemliggende tid blev brugt på at klargøre og blive fortrolig med skibet.
Også togtet har haft et andet forløb end vanligt, da det foregik helt uden havneophold.
Togt 109 førte eleverne omkring Grenen, via Nordsøen til Den Engelske Kanal, forbi Spanien og Portugal og videre mod Madeira og Azorerne.
Ved ankomsten til Frederikshavn var det derfor første gang i knap seks uger, at eleverne havde fast grund under fødderne. Heldigvis er den manglende landgang ikke noget problem i forhold til gennemførelse af uddannelsen.
Det er selve rejsen og samarbejdet ombord, der giver den største læring og dannelse til eleverne.
Eleverne er nu igen mødt på Martec for at færdiggøre deres uddannelse til ubefaren skibsassistent.
Interessen er vakt for en maritim karriere, og næste skridt er at læse til Befaren Skibsassistent, Skibsfører eller måske Maskinmester.
Erfaringen siger, at mange af eleverne efter togtet vælger at søge ind på de videregående maritime uddannelser som f.eks. maskinmester og skibsfører.
Alle disse uddannelser tilbydes på Martec i Frederikshavn.