En kort forklaring - og så farvel
Folketingets kulturudvalg var som et led i et presset program lynhurtigt forbi den udsmykkede Jerup Station
Som et led i studieturen for Folketingets kulturudvalg blev Jerup Stations udsmykning tirsdag vist frem .
Det skete efter at turens 7 deltagere havde været på et formiddagsbesøg i Aalborg, og de fik et kvarter i Jerup, hvor de blev sat ind i både historie og udsmykning, inden de hurtigt skulle videre mod Skagen i et tætpakket program.
Den gamle stationsbygning er et eksempel på, hvordan man kan vælge at benytte sig af gamle efterladte bygninger i stedet for at lade dem give en grim afsmitning på lokalområdet.
Det var i hver fald det Marianne Trenskow, kunstformidler på Kunsten i Aalborg og Jerupborger, gerne ville fortælle i hendes fremlæggelse om udsmykningen.
- Det er jo historien om en bygning, der engang har været livsnerven i en by. Hvis den får lov til at forfalde, bliver vi hele tiden mindet om, at den nerve måske ikke er der mere, sagde hun efter hendes præsentation.
- Jeg tror på, at sådan et projekt her faktisk giver noget håb i byen og en følelse af, at det her ikke bare er et sted, for ting forfalder eller bliver fjernet, sagde hun
Udsmykningen består af messingplader placeret i de 29 åbninger, hvor der engang har siddet vinduer og dører. På den solskinsdag som tirsdag, skinnede plader lystigt ud mod forbipasserende på vej og togbane.
En enkelt rundtur
Efter præsentationen kunne de hurtigste af folketingsmedelemmerne nå en enkelt gang rundt om stationsbygningen. På den lille gåtur nåede Enhedslistens Søren Søndergaard frem til, at han godt kunne se idéen i projektet.
- Hvis man med simple midler kan gøre folk lidt gladere når de går forbi deres lokalmiljø, end hvis de kom forbi og så en helt faldefærdig bygning, så er det en god idé, sagde udvalgsmedlemmet inden han sammen med resten af udvalget måtte halvløbe efter toget, som de efter kyndig vejledning af lokale borgere havde fået hjælp til at stoppe ved at trykke på knappen på stationen.
Således lærte de folkevalgte både noget om installationskunst og den offentlige trafik i Jerup, inden de sen eftermiddag skulle besøge Skagen Museum og onsdag besøger de Vendsyssel Teater.