Seneste nyt

En himmelsk oplevelse

Den dobbelte nytårskoncert i Sæby Kirke samlede mange musikglade

19. januar 2020 kl. 17.47

SÆBY: For at give flere mulighed for at overvære Nytårskoncerten lørdag 18. januar i Sæby Kirke blev den holdt i en dobbelt udgave, klokken 14.00 og igen klokken 16.00.

Biskop Henning Toft Bro bød velkommen til alle tilhørerne og til et velsignet Nytår!

- Som de første pilgrimsvandrede støttede sig til vandrestaven, skal vi i dagens koncert støtte os til musikken.

Der blev herefter spillet på alle tangenter, hvor det ene musik- og sangnummer straks blev afløst af det næste.

Udover Musikkorps Sæby, medvirkede biskop Henning Toft Bro, koret Blue Note Choir, fløjteduo & klaver, trompetist & klaver, orgel og fællessang.

Organist ved Sæby Kirke Henrik Strøm havde i tæt samarbejde med Musikkorps Sæby sammensat et flot og ambitiøst repertoire med masser af musikalske udfordringer, hvilket alle klarede med bravour.

Stykker som ”Florentiner March”, ”Vær velkommen”, ”Over the Rainbow”, ”Barcelona”, ”Nothing Else Matters”, ”Pastime With Good Company”, ”You Raise Me Up” og ikke mindst ”Champagne Galoppen” kunne nydes i fulde drag under kirkens høje hvælvinger.

Nytårskoncertens eneste solosolist var Henning Toft Bro, der med sin lune og ægthed tog hele kirkeskibet med storm.

I sit valg af sangnumre som ”Både at bygge til bølger” og ”Klitter” var Henning Toft Bro tro mod sin fortid ved den vestjyske kyst, hvor befolkning og natur er formet af det barske vejrlig.

Hver af hans sange fik inden fremførelsen et par ord med om indholdet, ”Forår”, om vintergækker og erantis som helt naturligt sprænger sig vej., ”Alt har sin stund” med henvisning til ”Prædikerens Bog 3” og sidst ”Fuglene letter mod vinden” som fællessang.

Formanden for musikkorpset, Berit Heisel var ikke i tvivl om, at kirken er byens bedste koncertsal. Hun takkede i sin tale de mange medvirkende, som uden honorar stillede sig til rådighed. Overskuddet går ubeskåret til Støtteforeningen for Hospice Vendsyssel.

Biskoppen takkede mod afslutningen for, at han havde fået lov til at være en del af koncerten og beklagede, hvis der var nogle der følte de sad lidt trængt, hvorfor han opfordrede dem til at komme igen i næste dag - til højmessen.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste