Billede beskrivelse

- En folkebevægelse er i gang!

Miljøministeren i Frederikshavn: Det summede af liv på biodiversitetsområdet overfor MAN Energy Solutions i Frederikshavn torsdag formiddag, hvor Lea Wermelin oplevede kommunens biodiversitets-tiltag på nærmeste hold

19. august 2021 kl. 14.42

Græssende får, der erstatter plæneklippere, Junior Rangers, der er kommunens unge naturvejledere og børnehavebørn, der interesseret undersøger insekter.

Opbuddet var stort på biodiversitets-området overfor MAN Energy Solutions i Frederikshavn torsdag formiddag, hvor miljøminister, Lea Wermelin havde meldt sin ankomst.

Hun er ude for at besøge de kommuner, der har meldt deres kandidatur til at få titlen som Danmarks Vildeste Kommune:

- Man er nødt til at komme ud for at se og mærke, hvad der sker og blive inspireret. Jeg synes, det er dejligt at mærke den store idérigdom, der er ude i de 92 kommuner, der er tilmeldt Danmarks Vildeste Kommune.

- Det har sat en folkebevægelse i gang, siger Lea Wermelin.

Billede beskrivelse

Det var borgmester Birgit S. Hansen, der bød ministeren velkommen. Og hun understregede, at det unikke ved Frederikshavn Kommunes biodiversitets-arbejde hverken har to eller fire ben. Det er måden, det bliver gjort på:

- Kernen af alt, hvad vi gør i Frederikshavn Kommune hviler på den præmis, at biodiversitet ikke må være noget kommunen leger. Det skal være handlinger.

Billede beskrivelse

- Men vi bliver nødt til at være sammen om de handlinger: erhvervslivet, borgere og kommunen. Det er den eneste måde, vi får reelle resultater, sagde borgmester Birgit S. Hansen.

Og netop samarbejde er årsagen til, at Miljøministeren var sat stævne ved MAN Energy Solutions.

Her har kommunen ydet rådgivning og hjælp til, hvad MAN Energy Solution kunne gøre på området, samt assisteret i at samle frivillige kræfter, der nu holder området ved lige med alt fra æbletræer til bistader.

- Vi er nødt til at være fælles om at skabe mere vild natur i Danmark. Som her i Frederikshavn, hvor en virksomhed åbner for offentlig adgang til et naturområde og på denne måde giver noget tilbage til byen.

- Jeg har mødt børn og pædagoger fra en daginstitution, der nyder at have adgang til natur i nærområdet, sagde miljøminister, Lea Wermelin.

Særligt det frederikshavnske initiativ, Junior Rangers, der er børne-ambassadører, der får en naturvejler-uddannelse af kommunen, gjorde indtryk på ministeren:

- Jeg er imponeret over de unge Junior Rangere, der er engagerede i at passe på planeten. De er naturens vigtigste ambassadører. Det er dem, der er nøglen til at nå vores mål for en vildere natur, sagde Lea Wermelin.

Frederikshavn Kommune har som Danmarks 7. største kommune målt på naturarealer sat alle sejl for at komme med helt i top i konkurrencen om at blive Danmarks Vildeste Kommune.

Vinderen kåres i slutningen af 2022.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste