Emilievejs Slagter er lukket: 14 ansatte mister jobbet
FREDERIKSHAVN: Fra i dag findes en af Frederikshavns ældste og kendte slagterforretninger ikke længere.
Emilievejs Slagter er lukket.
Ifølge slagtermester Thomas Pedersen er det sket af helbredsmæssige årsager. Arbejdspresset er for stort, og han har gennem længere tid fået flere advarsler fra sin krop, som han nu ikke længere kan ignorere.
Slagtermesteren har forsøgt at sælge butikken, men uden held. Derfor har han nu truffet den tunge beslutning af lukke.
Thomas Pedersen er ked af, at en lukning blev udgangen på det. Både i forhold til kunder og leverandører, men først og fremmest i forhold til de 14 medarbejdere, som nu mister deres job.
Mere end en slagterbutik
For Thomas Pedersen selv har Emilievejs Slagter været en stor del af hans liv. Han startede som opvasker, blev siden uddannet slagter og for seks år siden medejer af butikken sammen med Peter Olsen, der 19 år tidligere overtog forretningen efter slagtermester Knud Andersen.
I sommeren 2021 udtrådte Peter Olsen af ejerkredsen, hvorefter Marc Haubo Frederiksen blev medejer. Han gik ud igen i 2023, og siden har Thomas Pedersen været eneejer.
I foråret fortalte Thomas Pedersen i en artikel i Ligeher.nu om, hvordan han havde udviklet sin forretning til at matche en ny tid, hvor plantebaserede fødevarer spiller en langt større rolle end tidligere. Om, hvordan han betragtede sin butik mere som et madhus end en slagterforretning.
Hård omstilling
Salget af kød var faldet drastisk, til gengæld havde forretningen et stort salg af forarbejdede fødevarer såsom færdigretter, tapas og salater. Mad ud af huset fyldte også godt i ordrebogen, lige som forretningen leverede indhold til måltidskasser for en af udbyderne på dette marked.
Alt i alt var Emilievejs Slagter klædt på til fremtiden, men det havde været en hård omstilling og altså for hård for slagtermesterens helbred.