Ellingåskibet på vej til Unesco Verdensarv
De nordiske lande står bag en ansøgning til UNESCO om at optage livet omkring de klinkbyggede træbåde på listen over menneskehedens levende kulturarv
KOMMUNEN: Den klinkbyggede båd er en særlig nordisk bådtype, der i flere tusind år har haft stor betydning for danskernes brug af havet.
Bådene har gennem generationer bundet de nordiske folk sammen fra kyst til kyst, bragt Norden ud i verden og verden tilbage til Norden.
Klinkbådstraditionerne er helt centrale dele af vores kulturarv og kystkultur.
I dag videreføres de gennem de få erhvervsfiskere, der stadig trækker deres klinkbyggede kystbåde op på standene i Nordjylland og gennem lokale maritime fællesskaber og private, spredt over hele Danmark.
Selv om den klinkbyggede båd, de fleste steder, ikke længere er en betingelse for opretholdelse af livet, er livet omkring træbådene stadig vigtige og relevant for os i dag.
Kystkulturen i Frederikshavn kommune har også været præget af de klinkbyggede fartøjer, der var forholdsvis lette både, der kunne sejle på lavt vand og trækkes op på stranden.
Bådtypen har været benyttet af de vikinger, der sejlede ud fra Vendsyssels kyster og lige side af lokalbefolkningen til både fiskeri, fragt og redningsaktioner.
De klinkbyggede fartøjer er nogle af de væsentligste genstande, der findes på Nordjyllands Kystmuseum.
På Bangsbo står det enestående Ellingåskib fra 1163, der ligner et vikingeskib, men er fra middelalderen, og dermed vidner om en overgangsperiode og at skibsbygningsteknikken har levet videre.
På museet i Skagen står den traditionelle rorsbåd, som var den fiskerne benyttede til Kystnært fiskeri helt op i forrige århundrede.
Båden var god til fiskeri langs kysten i godt vejr, men ikke til de dramatiske redningsaktioner Skagen også er kendt for.
Derfor udvikledes en særlig redningsbåd, der også kan ses på Kystmuseet, og som også er et klinkbygget fartøj bygget efter de gamle traditioner.
Frederikshavn blev dog omkring år 1900 foregangsby for udvikling af nye og større fiskekuttere til det havgående fiskeri, og mindre snurrevodskuttere.
Disse type kuttere var engelsk inspirerede og kravelbyggede.
Dermed gled klinkbygningen ud af skibsbyggeriet, og blev her primært brugt til mindre fartøjer, for eksempel de dæksbåde, kutterne havde med ud.
I dag er klinkbygningstraditionen selvsagt gledet helt ud til fordel for stål og glasfiber.
Det har Nordjyllands Kystmuseum taget kampen op for, og for at bevare traditionen, der er enestående for de nordiske lande og har været af så stor betydning for den nordjyske kystkultur.
Sammen med ligesindede fra resten af Danmark, Island, Færøerne, Norge, Sverige, Ålandsørene og Finland er dette arbejde nu på vej til at blive nomineret til UNESCO verdenskulturarv.
Det er ikke en bestemt båd, der er på vej til at blive verdensarv.
Det er livet omkring de klinkbyggede både, som skal anerkendes af UNESCO.
Denne levende, immaterielle kulturarv er truet.
Antallet af klinkbyggede både og evnen til at bygge, vedligeholde og sejle dem, er gennem de senere år kraftigt formindsket.
De mennesker, der kan dette, bliver færre.
Og med dem forsvinder også de kundskaber, der gør det muligt at holde traditionerne i live. Derfor er det påkrævet med ekstra fokus.
På Frederikshavn Værft og Bedding holdes nogle af disse gamle traditioner i live, hvor der arbejdes aktivt i værksteder og på beddinger for at bevare de gamle skibe og det gamle håndværk.
For at understrege betydningen af disse nordiske klinkbådstraditioner og vigtigheden af at videreføre dem som levende kulturarv, er kulturminister Joy Mogensen, på vegne af den danske stat, medunderskriver på den fællesnordiske ansøgning til UNESCO.
Initiativet til UNESCO ansøgningen er taget af Forbundet Kysten i Norge. Netværket Nordisk Kystkultur har sikret den brede forankring i alle de nordiske lande.
I Danmark står lokale træbådsmiljøer samt Han Herred Havbåde, Træskibs Sammenslutningen og Vikingeskibsmuseet bag.
Optagelsen på UNESCOs repræsentative liste over verdens immaterielle kulturarv vil bidrage til at bevare viden om traditionen, håndværk og brug af den klinkbyggede båd for kommende generationer.
Den klinkbyggede båd er levende maritim kulturarv, som fortsat skal binde de nordiske lande sammen.